Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Transportministeriet
Hos By-, Land- og Transportministeriet er vi med til at forme fremtidens Danmark. Vi står midt i en tid med store og spændende opgaver, hvor der blandt andet arbejdes med nye mobilitetsformer, selvkørende teknologi, grøn omstilling af vejtransporten, byrdelettelser for virksomheder og en mere sikker trafik. Vores arbejde påvirker tusindvis af menneskers hverdag – og vi har brug for dygtige kollegaer, der har lyst til at være med.
Lige nu søger vi en jurist til vores Køretøjskontor, som skal arbejde med ovenstående dagsordener.
Hvad kan vi tilbyde dig?
- Et job tæt på den politiske virkelighed, hvor du får ansvar og indflydelse fra start
- En fleksibel hverdag, så arbejde og fritid kan gå hånd i hånd
- Et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, og der er plads til både grin og fordybelse
Som jurist i Køretøjskontoret vil du blive tilknyttet det team, som arbejder med køretøjsteknik. Her kommer du til at arbejde med lovgivning og regler indenfor eksempelvis selvkørende motorkøretøjer, FN- og EU-regulering på det køretøjstekniske område samt national regulering af en bred vifte af køretøjer. Du vil samtidig få et tæt samarbejde med Færdselsstyrelsen, der er udøvende myndighed på området.
Dine opgaver vil særligt bestå i at fortolke lovgivningen, bidrage til oplæg til ministeren samt udarbejde lovforslag og bekendtgørelser. Din hverdag hos os vil være alsidig og fagligt udfordrende med opgaver, der kræver såvel fordybelse som et højt tempo. Vigtigst af alt vil du i jobbet kunne udvikle dine juridiske kompetencer helt tæt på den politiske beslutningsproces.
Hvad siger dine kommende kollegaer?
Vi kunne skrive en hel del om, hvorfor vi synes, at By-, Land- og Transportministeriet er en god arbejdsplads – men måske siger det mere at høre det fra dem, der allerede er her:
" Det bedste er, at man får lov til at arbejde med borgernære og samfundsvigtige dagsordener, hvor man hurtigt kan se, at det, man laver, gør en forskel i praksis."
– Patrick William Keith Vardy, fuldmægtig i Køretøjskontoret
"Der er god stemning og masser af faglig sparring på kontoret, uanset hvilket ansvarsområde man sidder med."
– Tamara Spalevic, specialkonsulent i Køretøjskontoret
Er du den, vi leder efter?
Vi leder efter en ny kollega, som er uddannet cand.jur., Derudover forestiller vi os, at du:
- er nyuddannet eller har et par års erfaring som jurist inden for centraladministrationen.
- har god politisk forståelse og er nysgerrig på politiske processer, den politiske dagsorden og transportpolitiske emner
- er interesseret i lovarbejde og EU-ret
- er struktureret, analytisk og god til at lære nyt hurtigt
- formår at samarbejde med mange forskellige mennesker – både internt og eksternt
- er en god og engageret kollega, der har lyst til at bidrage med faglig sparring og godt humør
Du behøver ikke at kunne alt fra dag ét – det vigtigste er, at du har lyst til at lære og bidrage med dit perspektiv.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som fuldmægtig i By-, Land- og Transportministeriets departement. Den endelige lønindplacering vil blive fastlagt ud fra erfaring, kompetencer og øvrig viden. Der kan på baggrund af kvalifikationer være mulighed for at forhandle yderligere tillæg. Vi henviser i øvrigt til Akademiker-overenskomsten på det statslige område samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt for yderligere information.
Ansættelsesområdet er By-, Land- og Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i departementet og vil derfor have mulighed for at prøve kræfter med forskellige områder.
Sådan søger du
Send os din ansøgning, og vedhæft dit eksamensbevis med karakterudskrift fra både bachelor- og kandidatuddannelse.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Julie Elgaard Nielsen på mail jeni@trm.dk. Departementets omstilling har telefon 4171 2700. Du søger stillingen via linket til højre i opslaget. Vi indkalder løbende til samtaler.
Skriv meget gerne i din ansøgning, hvor du har set stillingsopslaget.
Ansøgningsfrist: Mandag den 7. september 2026
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 5c15e499-9685-4b91-ab3e-38520f6b972f