Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, Østerbro
Styrelsen for Samfundssikkerhed søger lige nu efter studerende til driften af app’en Mit digitale selvforsvar, som hjælper borgere med at undgå digital svindel.
Om Mit digitale selvforsvar
Mit digitale selvforsvar er en gratis app målrettet borgere, som har til formål at advare om de nyeste, digitale trusler som falske mails, webshops og falske online konkurrencer.
Gennem appen kan borgerne finde hjælp til håndtering af digital svindel og vejledning til at være sikker online. Borgerne bliver orienteret om aktuelle trusler via push-notifikationer fra appen, som ofte er baseret på tips fra andre borgere, som appens mange indholdspartnere lægger ind som advarsler.
Mit digitale selvforsvar er udviklet i 2017 i et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden. Fra 2027 og fremad drives og udvikles appen af Styrelsen for Samfundssikkerhed.
En bred vifte af myndigheder, virksomheder og NGO’er samarbejder om at udsende aktuelle advarsler via Mit digitale selvforsvar.
Mit digitale selvforsvar hænger tæt sammen med SAMSIK’s øvrige vejledningstilbud om digital svindel, som rummer hjemmesiden sikkerdigital.dk og Cyberhotline for digital sikkerhed.
Din rolle og dine opgaver
Som studentermedhjælper for Mit digitale selvforsvar er din primære opgave at:
- håndtere de tips, som brugerne indsender.
- besvare henvendelser, som vi modtager vedrørende app’en.
- være bindeled mellem brugerne og vores app-ansvarlige, hvor du indrapporterer fejl og idéer til forbedring.
- skrive månedlige nyhedsbreve om blandt andet de nyeste trends og tendenser inden for digital svindel.
- få ansvaret for at vedligeholde indholdspartnerne i systemet, planlægge netværksmøder og deltage på møder i det øvrige team.
- holde dig opdateret på aktuelle trusler og tendenser.
- teste nye funktioner i app’en.
Om dig
Vi søger forskellige profiler og det er derfor ikke så afgørende, hvad du studerer. Det kan fx være kommunikation, statskundskab, multimediedesign, informationsvidenskab mv. Vigtigst er det, at du synes kommunikation til og med borgere er interessant, og at du kan kommunikere og formidle indhold om digital svindel klart og tydeligt til målgruppen.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med lignende stillinger, såsom kundeservice, offentlig forvaltning, mv. men det er ikke et krav.
Vi forventer, at du som person:
- motiveres af at yde kompetent support til borgere.
- kan tænke modtagerorienteret og lave nærværende og motiverende kommunikation.
- kan formidle komplekst stof i et let sprog til alle typer af mennesker.
- kan sætte dig ind nye it-systemer.
- er tålmodig, serviceminded og løsningsorienteret, også når du møder vanskeligheder.
Vi tilbyder dig et job i en organisation i udvikling med dedikerede medarbejdere, der hver dag løfter en vigtig samfundsopgave. Vi har et godt arbejdsmiljø og en imødekommende kultur, hvor vi lægger vægt på, at trivsel og performance går hånd i hånd. Vi er samlet på tværs af fagområder og kulturer og er lige nu ved at bygge en ny, stærk arbejdsplads op sammen. Fælles for os er, at vi brænder for vores arbejde og er klar til at hjælpe dig godt og sikkert i gang med dit nye job.
Om os
Du vil blive ansat i Kontor for Vejledning og Målgrupper. Vi er et tværgående kontor med 22 medarbejdere, der arbejder med produktion af viden om de forskellige målgruppers specifikke udfordringer og løsninger. Dette formidles blandt andet gennem interessentsamarbejde, vejledning og adfærdsunderstøttende indsatser, herunder med ansvaret for sikkerdigital.dk, borgerrettede kampagner om digital sikkerhed og Cyberhotline for digital sikkerhed.
Løn og ansættelsesvilkår
Det er et krav, at du er studieaktiv for at være ansat som studentermedhjælper.
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid vil udgøre 10-15 timer om ugen fordelt på 2-3 dage. Arbejdstiden er fleksibel, så det kan passe med dine studier. Der vil efter aftale være mulighed for, at du kan holde fri i eksamensperioder.
Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område samt organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til rette niveau og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Arbejdsstedet er til hverdag på Østerbro. SAMSIK har også en lokation i Birkerød.
Er du interesseret?
Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 20. september 2026. Ansøgningen vedlægges CV, dit sidste eksamensbevis og evt. indskrivningsbevis.
Førstesamtaler forventes at blive afholdt i uge 39 og 40.
Har du konkrete spørgsmål til indholdet i stillingen, er du velkommen til at kontakte seniorspecialist Mansour Onib på tlf. 24425874 eller mail: manon@samsik.dk eller teamleder Julie Brogaard Schytz på tlf. 29312477 eller mail: julbr@samsik.dk.
Se mere information om Styrelsen for Samfundssikkerhed på samsik.dk.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab opfordrer alle interesserede uanset race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse til at søge.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 38a8838b-4a51-4c3e-b07e-15a71dc1adb2