Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Tønder Kommune
Vil du være med til at skabe retning, udvikling og kvalitet for børn, unge og familier – og samtidig være en nærværende leder for dygtige medarbejdere? Så søger vi en teamleder, der både tør stå fast og lytte, som kan omsætte beslutninger til handling, og som ser værdien i at lykkes sammen. Stillingen er til besættelse pr. 1. november 2026.
Børn og Familie er organiseret i teams med forskellige opgaver inden for børn og ungeområdet; Frontteam, Børneteam 1, Børneteam 2 og Ungeteam. Derudover har vi to fremskudte rådgivere og en administration med to dygtige administrative medarbejdere og en socialfaglig konsulent, som understøtter både ledere og rådgivergruppen.
Som teamleder indgår du i en ledergruppe bestående af 3 teamledere og myndighedsleder. Du bliver teamleder for Børneteam 1, hvor man arbejder med børn og unge med funktionsnedsættelser og sociale problemstillinger, men du vil også have tværgående opgaver i afdelingen.
Vi forventer, at du tænker dig selv og dit team som en del af den samlede afdeling og bidrager aktivt til den fælles opgaveløsning på tværs af organisationen. Vores ambition er at være en stærk og samlet ledergruppe, som sætter tydelig retning, løfter fagligheden og skaber resultater på tværs.
Vi har de seneste år haft fokus på struktur, systematik og arbejdsgange og ønsker en praksis, hvor vi er på forkant med sagerne og kan arbejde tidligt forebyggende. Vi har fokus på tillid og læring, men også på tydelig ledelse, opfølgning og fælles standarder.
Som teamleder er du både faglig leder og personaleansvarlig. Du er ansvarlig for den daglige drift samt fastholdelse og udvikling af det faglige niveau med fokus på lovmedholdelighed, systematik og kvalitet i sagsbehandlingen.
En væsentlig del af dine opgaver er at omsætte beslutninger til praksis. Du skal kunne sætte tydelig retning, stille krav, følge op og holde fast – også når beslutninger møder modstand. Samtidig skal du kunne skabe stærke og tillidsfulde relationer til medarbejderne og understøtte deres faglige og personlige udvikling.
Vi anvender ICS som metode og DUBU som fagsystem.
I Tønder Kommune har vi stort fokus på samarbejde med almenområdet og frivillige organisationer for at skabe de bedst mulige løsninger for børn, unge og familier. Vi har en politisk beslutning om at benytte familierådslagning, så det er en fordel, hvis du har kendskab til metoden.
Som personaleleder deltager du i ansættelsessamtaler, mens den formelle ansættelseskompetence ligger hos myndighedsleder. Du varetager den løbende personaleledelse, herunder opfølgning, omsorgssamtaler og MUS.
Du indgår desuden i lederbagvagtsordning sammen med dine lederkolleger.
Vi forestiller os, at du
- er uddannet socialrådgiver/socialformidler og har solid erfaring fra myndighedsområdet i forhold til børn og unge
- har en tydelig lederidentitet og har lyst til at tage ledelsesansvar
- kan sætte retning, træffe beslutninger og stå fast, også når du møder modstand
- har høj konfliktkapacitet og kan håndtere uenighed konstruktivt og respektfuldt
- er relationelt stærk og samtidig tydelig i din rolle som leder
- arbejder struktureret og systematisk og følger vedholdende op
- har handlekraft og kan omsætte beslutninger til handling og resultater
- kan lede stærke fagprofessionelle med både respekt for deres faglighed og tydelige forventninger
- tænker strategisk og organisatorisk og kan se ud over dit eget team
- ser dig selv som en del af en samlet ledelse og står loyalt på fælles beslutninger
- er kommunikativt stærk og har en god dømmekraft
- har fagligt høje ambitioner og er juridisk stærk
- har erfaring fra handicapområdet, ledelsestilsyn og revision
- har erfaring med anbringelsessager, herunder udvalgssager og adoption
- har erfaring med implementering af nye tiltag
- er fleksibel, løsningsorienteret og har lyst til fortsat at udvikle dig som leder.
Vi tilbyder til gengæld
- en spændende og varieret lederstilling
- en gruppe fagligt engagerede medarbejdere og lederkolleger
- introduktionsprogram tilrettelagt efter dine behov
- nærværende og lydhør ledelse
- tæt samarbejde og løbende ledelsesfaglig sparring med myndighedsleder
- en ledergruppe med ambitioner om at udvikle sig og skabe resultater sammen
- ledelsessupervision
- frugt- og sundhedsordning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i henhold til gældende overenskomst og aflønnet efter principperne for lokal løndannelse. Kørekort er en nødvendighed, og vi gør opmærksom på, at vi inden ansættelse indhenter børne- og straffeattest. Vi indhenter ligeledes referencer efter nærmere aftale. I forbindelse med ansættelsesproceduren bliver der foretaget testning af ekstern konsulent.
Har du brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte
- teamleder Chalotte K. Hansen på tlf.nr. 29 78 73 78 eller e-mail: chkha@toender.dk
- myndighedsleder Marianne Bang på tlf.nr. 21478615 eller e-mail: marbc@toender.dk
Tønder Kommune er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgningsfristen er den 10. september 2025, og vi holder samtaler den 16. og 22. september 2026 i Tønder.
Indplacering i lønramme afhænger af erfaring, kompetence og relevant uddannelse.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og du søger stillingen ved at sende ansøgning, CV og anden dokumentation elektronisk via ansøgningslinket. Du modtager en kvittering for ansøgningen, men vær opmærksom på, at kvitteringen og en eventuel invitation til samtale kan ende i dit spamfilter.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 41984e4b-925f-422d-82cd-a49af63fc674