JH
JP/Politikens HusNyt på Jobnet

Politiken søger ny kritikredaktør

Rådhuspladsen, Danmark

Løn
Løn ikke oplyst
Ansættelse
Fuldtid
Opslået
19. august 2026
Ansøgningsfrist
25. august 2026

Jobbeskrivelse

Om jobbet

Stillingsbeskrivelsen fra JP/Politikens Hus

Den kulturelle samtale har ikke været vigtigere, siden Politiken blev født af det moderne gennembrud i 1884. Nu søger vi en kritikredaktør til at stå i spidsen for arbejdet på Danmarks førende kulturavis med at lave kulturkritik, der sparker gang i vores fælles samtale om, hvem vi er.

På Politiken har vi siden Hørup og Brandes taget kunsten alvorligt og lyttet til, hvordan den sætter problemer under debat. Mens andre medier i de seneste år har nedprioriteret kulturkritikken, har Politiken skruet op og moderniseret kritikstoffet til en digital, social tid. Her skal vi på én gang skal være en uundværlig reference og værter for den kulturelle samtale, og vi skal være det for de nye generationer af mediebrugere såvel som for vores elskede kernelæsere.

Som kritikredaktør skal du varetage og forny den stolte tradition ved at stå i spidsen for avisens korps af kritikere og fagredaktører og i tæt samarbejde med den øvrige kulturredaktion og kulturredaktør Lotte Folke Kaarsholm og kultursouschef Johan Moe Lindskov udvikle dækningen af kulturen. Der findes ingen redaktion som vores, og vi skal sammen definere, hvordan vi kan levere den kulturkritik, som en verden i opbrud skriger på. En tid, hvor de gamle begreber er gået i stykker, og hvor kun kunsten og kulturen kan levere de nye spørgsmål og svar, vi skal bruge.

Det hele starter med, at du selv elsker kunst, elsker at arbejde i hjertet af kunsten, og selv har et skarpt øje for at formidle, kritisere og være i samtale med den. Politikens kritikstof spænder fra finkultur til popkultur. Vi skriver om litteratur, musik, museer, scenekunst, design, film, tv, streaming, computerspil, gastronomi, byrum, mode, dannelse og idedebat – vores kritikere finder de former og steder, hvor kunsten sættes i spil, og sætter dem på dagsordenen. Du skal derfor:

  • kunne lede og have personaleansvar for frit tænkende og diskuterende formidlere, kommentatorer og kendere.
  • være en skarp tekstlæser og digital formilder, der kan diskutere med, udfordre og forløse alt fra anmeldelser til kommentarer og essays.
  • selv profilere kritikstoffet.
  • prioritere og organisere den løbende udgivelse af det i samarbejde med fagredaktørerne og med et levende og elastisk blik for tidens toneklang.

Politikens kritikstof udkommer i mange former – fra tekster og lyd over video til samtaler på politiken.dk og livearrangementer rundt i landet. Og det er afgørende, at du med dit strategiske blik og et stærkt samarbejde med andre innovative kolleger på Politiken kan videreføre og forny arbejdet med hele tiden at flytte kritikstoffet derhen, hvor brugerne ikke kan leve uden det, samtidig med det også appellerer til og byder nye læsere velkommen i samtalen.

Fællestrækket er det, der har været projektet siden 1884: Politiken skal gå forrest med kulturkritikken og være værter for en samtale, vores rådvilde tid hungrer efter.

Send os din ansøgning til stillingen senest d. 25. august.

Har du spørgsmål til stillingen som kritikredaktør, kan du skrive til kulturredaktør Lotte Folke Kaarsholm på lotte.folke@pol.dk.

JP/Politikens Hus - Vi skaber oplyste borgere

JP/Politikens Hus er en af Nordens førende medievirksomheder med aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Vi formidler oplysning, nyheder, debat og litteratur til borgerne, og det grundlæggende formål med JP/Politikens Hus er at sikre udgivelsen af frie, pålidelige og uafhængige medier. Koncernens udgivelser tæller blandt andet Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken samt nogle af Danmarks toneangivende erhvervsudgivelser; vi ejer 49,9 pct. af Dagbladet Børsen og står bag Finans, Marketwire samt Watch Medier, som udgiver digitale medier i Danmark, Tyskland, Norge og Sverige. Med Politikens Forlag udgiver vi en række af Danmarks, Sveriges og Norges mest læste forfattere. Og i regi af Jyllands-Posten udgiver vi syv lokalaviser i Østjylland. Vi ejer også Saxo, Danmarks førende online boghandel og en af danskernes foretrukne bogstreamingtjenester. JP/Politikens Hus har 2.850 medarbejdere og havde i 2025 en omsætning på mere end 4,1 mia. kr.

Politikens vision

Politiken handler om mennesket. Om magten. Om menneskets forhold til magten. Om magtens forhold til mennesket. Og omstillingerne i den moderne verden. Vi tror på, at det kan blive bedre, og det kan blive bedre endnu. Vores tilgang til verden skal være baseret på åbenhed, frisind og sanselighed. Vores journalistik skal være båret af magtkritik og fortællelyst. Inden for tre kerneområder skal Politiken til alle tider levere udfordrende, engagerende og troværdig journalistik: Kultur, Debat og Samfund (indland, udland, forbrug og sport) På Politiken skal vi have en kultur, hvor fejl accepteres som en nødvendig forudsætning for at skabe reel fornyelse. Vi skal være modige og ind imellem frygtløse. Politiken er mere end en avis. Vi er en samfundsinstitution. Vi er en kulturinstitution. Vi er: Den levende avis.

Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: b77465e8-abfe-4f5d-a75f-b0d6b696a7ff

Praktisk info

Arbejdssted
Rådhuspladsen, Danmark
Region
Ikke oplyst
Arbejdsform
Fuldtid
Ansættelsestype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
25. august 2026
Tilbage til alle job