KK
Københavns KommuneNyt på Jobnet

Er du en ægte gamemaster og historiefortæller? Så søger vi dig som vores nye rollespilsmedarbejder til Klub Kennedygården (30 timer om ugen)

2400, København NV

Løn
Løn ikke oplyst
Ansættelse
Deltid
Opslået
24. august 2026
Ansøgningsfrist
16. september 2026

Jobbeskrivelse

Om jobbet

Stillingsbeskrivelsen fra Københavns Kommune

Er du typen, der kan forvandle en almindelig eftermiddag til en mission i en magisk skov, en kamp mod mørke kræfter eller et mysterium, der skal løses i fællesskab? Kan du skabe levende rollespilsuniverser, hvor børnene får mulighed for at bruge fantasi, samarbejde, bevægelse, mod og kreativitet?

Så er det måske dig, vi leder efter til Klub Kennedygården.

Hos os skal rollespil være både vildt, trygt og fantasifuldt

På Kennedygården ønsker vi at skrue op for vores rollespilsmiljø og skabe aktiviteter, hvor børnene kan leve sig ind i fortællinger, udvikle karakterer, bygge verdener og være en del af et stærkt fællesskab.

Det er centralt, at du kan facilitere bordrollespil (DnD), men måske har du også erfaring med live-rollespil, fantasy og comic-universer, magic cards, kostumer og våbenværksted, 3D-print eller noget helt andet inden for rollespillets verden?

Vi drømmer om et rollespilsmiljø, hvor børn kan træde ind i spændende fortællinger og universer, hvor fantasien får frit løb, og der er plads til både den modige kriger, den snedige troldmand og det barn, der helst vil være en meget mistænkelig kroejer. De skal have mulighed for at udvikle deres egne karakterer, samarbejde om missioner, løse gåder og klare udfordringer – for ingen redder trods alt verden helt alene.

Rollespillet skal kunne mærkes i kroppen gennem leg, dialog og forskellige aktiviteter, hvor der både er plads til store armbevægelser og gennemtænkte strategier. Samtidig ønsker vi at skabe et fællesskab, hvor børn på tværs af alder, interesser og forskelligheder kan finde en rolle, blive en del af fortællingen og opleve, at netop deres bidrag er vigtigt, og dagen slutter af med, at de spørger: “Hvornår skal vi spille igen?”.

Vi leder efter dig, der


  • har interesse for og erfaring med bordrollespil – og også gerne andre genrer og aktiviteter
  • kan planlægge og gennemføre rollespilsaktiviteter for børn
  • kan skabe tydelige, trygge og sjove rammer og kan bruge fantasi, fortælling og leg som pædagogiske greb
  • kan engagere både de erfarne rollespillere og de nysgerrige begyndere
  • kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for et aktivitetsområde
  • har lyst til at være aktiv og deltagende i hele klubbens hverdag
  • har erfaring fra fritidsklub, SFO, skole eller lignende
Vi tilbyder dig

  • at blive en del af en spændende klub i udvikling fyldt med god energi, humor og gode kollegaer
  • muligheden for at udvikle et stærkt og godt rollespilsmiljø
  • et mulighedsrum, hvor du selv kan være med til at planlægge aktiviteter og indholdet af din arbejdsdag, og masser af tillid, men at der fra kollegaer og ledelse også forventes, at du tager ansvar, at aftaler bliver overholdt, og opgaver bliver løst
  • en engageret børnegruppe, som også byder ind med aktiviteter, ideer og projekter
  • et højt fagligt niveau, men bestræber os altid på at udvikle os igennem sparring med hinanden og ledelsen – dette understøttes også af kurser, temadage og uddannelse
Kort fortalt kan vi tilbyde et fællesskab, hvor vi forpligter hinanden og os selv og tager ansvar for den frihed, vi har, og vigtigst af alt, at vi tager ansvar for vores rigtig gode sammenhold, at vi passer på hinanden, humoren er på plads, og vi trives!

Lidt om os

Klub Kennedygården er en del af Fritidscenter Østerbro Nord, som er en del af Fritidsklynge Indre By/Østerbro, som også består af Fritidscenter Christianshavn – Indre By.

Fritidscenteret rummer ca. 800 børn og unge i alderen 10-17 år fordelt på fire afdelinger: Kennedygården, Kildevæld, Karlsvognen og Værk1. Kennedygården, Kildevæld og Karlsvognen er fritidsklubber for børn i alderen 10-14 år, mens Værk1 er fritidscenterets UngeVærk for unge i alderen 14-17 år.

Kennedygården er en fritidsklub, hvor vi arbejder for at skabe et trygt, aktivt og inspirerende fritidsliv for børnene. Vi tror på, at børn har brug for voksne, der vil dem, ser dem og tør gå foran med idéer, engagement og nærvær.

Vores åbningstider er 13.00-17.30 mandag, tirsdag og torsdag. Onsdag har vi aftenåbent til 20.00, og fredag lukker vi 17.00 – hertil kommer mødevirksomhed og forberedelsestid i formiddagstimerne. Vi forventer, du kan arbejde i dette tidsrum.

Løn- og ansættelsesforhold

Løn og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse. Stillingen er en fast stilling på 30 timer om ugen og ønskes besat hurtigst muligt og senest den 1. november 2026.

Praktisk info

Har du lyst til en rundvisning på Klub Kennedygården, kan du kontakte pædagog med ledelsesfunktion Lene på 29 45 64 26 for at aftale nærmere. Har du spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte pædagogisk leder Mikkel på 20 51 12 29 eller mail LP9W@kk.dk.

Søg via linket senest tirsdag den 15. september 2026

Vi indkalder til samtale den 16. september 2026. Samtalen vil finde sted tirsdag den 22. september 2026 kl. 16.15-20.00 på Kennedygården, Nøjsomhedsvej 10, 2100
København Ø.

Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 5f96bd7f-ac2b-42ca-88a6-33c690c402f3

Praktisk info

Arbejdssted
2400, København NV
Region
Region Hovedstaden
Arbejdsform
Deltid
Ansættelsestype
Deltid
Ansøgningsfrist
16. september 2026
Tilbage til alle job