Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Skatte- og Vækstministeriet
Om stillingen
International Skattepolitik (ISK) er Skatte- og Vækstministeriets kontor for internationalt samarbejde på skatte- og toldområdet. Som medarbejder i kontoret vil du beskæftige dig med udformningen af dansk holdning inden for skatteområdet og varetagelse af Danmarks interesser i internationale forhandlinger og fora som EU, OECD, Norden og FN. I den forbindelse vil du bl.a. komme til at bidrage til økonomiske analyser og policy-udvikling indenfor international skattepolitik. Du vil også bidrage med analyser til Skatte- og Vækstministeriets forhandlinger af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Du vil selvstændigt skulle koordinere en række processer med andre ministerier i forbindelse med udarbejdelse af dansk holdning og tilblivelse af nye politiske udspil på bl.a. EU-niveau. Du vil derfor få en bred samarbejdsflade, både internt i ministeriet og i forhold til andre ministerier.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Udformning af dansk holdning til bl.a. EU-forslag indenfor skatteområdet
- Beslutningsoplæg og regeringssager inden for ISK’s område
- Betjening af skatte- og vækstministeren og Folketinget
- Udarbejdelse af konsekvensvurderinger af internationale skattepolitiske initiativer
- Analyser til arbejdet med dobbeltbeskatningsoverenskomster
- Deltagelse i internationale arbejdsgrupper
- Besvarelse af spørgsmål fra Folketinget.
Du skal være indstillet på, at der i perioder kan være en større arbejdsbyrde, hvorfor det er nødvendigt, at du er parat til at gøre en ekstra indsats, men vi prioriterer, at arbejde og fritid er i balance.
Om dig
Du er cand.polit./oecon. eller lignende. Du er nyuddannet eller har nogle års erfaring, og det vil være en fordel, hvis du har kendskab til arbejdet med EU- og/eller OECD-processer. Du har en stærk faglighed, forståelse for det politiske miljø, og du har gode formulerings- og kommunikationsevner på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt
Som person har du et stort engagement, et godt humør og en positiv indstilling. Du er grundig, selvstændig og initiativrig. Du trives med at samarbejde med andre og lægger vægt på at opbygge stærke samarbejdsrelationer. Du kan drive og agere i komplekse processer, og du føler dig hjemme i et miljø, hvor tempoet til tider er højt.
Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatte- og Vækstministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse vores opgaver på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for hele vores koncern.
Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 330 ansatte, der dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest fredag den 30. oktober 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Karoline Garm Nissen på tlf. 72 38 01 33 eller [email protected].
Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Vi sigter efter at holde 1. samtaler i uge 46 og 2. samtaler i uge 47 med henblik på tiltrædelse 1. januar 2027 eller snarest muligt derefter.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Hvis du allerede er sikkerhedsgodkendt i en anden offentlig myndighed og bliver tilbudt stillingen, ønsker vi at overtage din sikkerhedsgodkendelse fra din nuværende arbejdsplads, hvis forudsætningerne for det er opfyldt.
Ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.
Hvis der bliver lignende ledige stillinger i andre kontorer, kan du også komme i betragtning til dem.
Læs mere om ansættelse i Skatte- og Vækstministeriet på svmn.dk/ministeriet/job-karriere
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 083031e8-c52c-47ee-b768-aa3376bfa649