Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Forsyningstilsynet
Vi tilbyder
Du bliver en del af Forsyningstilsynets IT-team, som er forankret i Center for STAB, hvor du får ansvaret for at implementere, drifte og videreudvikle vores digitale platforme.
STAB er et ambitiøst center med 17 engagerede kolleger fordelt på fem teams, der alle arbejder for at sikre, at Forsyningstilsynet kan løse sin kerneopgave effektivt. Dine kommende kolleger er en god blanding af erfarne og yngre kræfter med forskellige baggrunde og fagligheder, og hverdagen i Center for STAB er præget af et dynamisk, tværfagligt samarbejde, åben kommunikation og en uformel og humoristisk omgangstone.
Dine opgaver
Du får en bred rolle med mange kontaktflader, hvor du får ansvaret for at koordinere vores it-opgaver og digitale systemer og er med til at sikre, at vi overholder kravene til it-sikkerhed og beredskab. Du står for projektledelse om nødvendigt, følger op på fremdriften og på at vi får ordentlige og sikre løsninger i samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
Dine opgaver vil blandt andet bestå i at:
- Understøtte drift og udvikling af vores IT-systemer, herunder vores ESDH-system, og følge op på samarbejdet med leverandørerne.
- Sikre, at vores IT-systemer, apps og integrationer fungerer og er stabile i hverdagen.
- Fungere som bindeled til Statens IT vedrørende drift, ændringer, opgraderinger og infrastruktur
- Koordinere oprettelse og lukning af medarbejderes IT-adgange og sikre, at udstyr og adgange håndteres korrekt, når medarbejdere starter, skifter rolle eller stopper.
- Koordinere IT-supporten, hjælpe med at prioritere opgaverne og sikre, at de bliver fulgt til dørs.
- Bidrage til, at vi er forberedte på IT-nedbrud og andre tekniske problemer.
- Understøtte arbejdet med informationssikkerhed og GDPR, herunder teknisk understøttelse af sikkerhedskrav, risikovurderinger og andre tekniske krav
- Medvirke til udarbejdelse og vedligeholdelse af årshjul for IT-drift og implementeringer
- Fungere som teknisk bindeled mellem IT, jura og informationssikkerhed
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse. Vi vil lægge vægt på, at du har erfaring fra en statslig organisation, og meget gerne en stabsfunktion. Du har erfaring med koordinering af IT-opgaver og samarbejde med leverandører.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- har erfaring med systemadministration, digitalisering og kendskab til softwareudvikling
- har forståelse for, og gerne praktisk erfaring med, informationssikkerhed og GDPR
- trives i en rolle med mange snitflader og udadvendte funktioner
- arbejder struktureret med dokumentation, opfølgning og kvalitetssikring
- kommunikerer klart i både tale og skrift og kan omsætte tekniske problemstillinger til et forståeligt beslutningsgrundlag
- er pragmatisk i din opgaveløsning, og motiveres af at skabe overblik, sikre kvalitet og få løsninger til at fungere i praksis.
- er stærk i det relationelle og i teamsamarbejdet, herunder tværfagligt
I Forsyningstilsynet bliver du en del af en organisation, hvor der er kort til beslutningerne. Vi har en uformel tone og lægger vægt på holdånd og at være gode kollegaer for hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde og udviklingsmuligheder for den enkelte. Det er vigtigt for os, at du får de bedste muligheder for at anvende dine faglige kompetencer og udbygge din viden. Derfor tilbyder vi både interne og eksterne kurser.
Vi bor i flotte, renoverede lokaler i Frederiksværk, tæt på skoven, hvor der er gode muligheder for en walk and talk eller en løbetur. Vi har en dejlig have med WI-FI og et træningsrum. Der kører dagligt en medarbejderbus direkte fra København (Nørrebro St.) til din nye arbejdsplads.
Du vil i det daglige opleve en stor grad af frihed og fleksibilitet, som er med til at sikre en god balance mellem arbejde og fritid. Vi er en familievenlig arbejdsplads, og du får bl.a. mulighed for hjemmearbejde og for at arbejde under transport.
Du kan læse mere om vores arbejde på og bl.a. se videoklip med tre af dine kommende kolleger på www.forsyningstilsynet.dk/job. På samme side er der en oversigt over vores onboarding-program, samt oplysninger om mulighederne for kompetence- og karriereudvikling i Forsyningstilsynet.
Interesseret?
Lyder det som noget for dig? Så søg stillingen via linket her på siden. Vil du høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Lærke Porsgaard på telefon: 4171 5371
Ansøgningsfrist: torsdag den 5.november 2026.
Husk at vedhæfte relevante dokumenter, herunder dit cv og en kort motiveret ansøgning og eksamensbeviser og karakterudskrift for både bachelor- og kandidatuddannelse.
Det er en forudsætning, at du i din ansættelse kan sikkerhedsgodkendes op til sikkerhedsniveau ”Fortrolig (FTR)”. Læs mere om kravene her
Som en del af rekrutteringsprocessen kan der indgå en case og test, som afsæt for en dialog om opgaver, arbejdsstil og samarbejde.
Vi tilbyder attraktive og fleksible ansættelsesvilkår, herunder en arbejdsuge på 37 timer inklusiv betalt frokostpause, pension samt betalt 6. ferieuge. Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, og du vil blive ansat som fuldmægtig eller konsulent, ud fra en samlet vurdering af de kompetencer og erfaringer, du har i forhold til stillingens indhold. Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Forsyningstilsynet ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen, uanset køn, alder og etnisk baggrund.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 3b400aa2-d48b-42f1-b17c-4ba047dcf723