Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Trafikstyrelsen
En AI-løsning kan se fantastisk ud i en demo og stadig fejle, når den møder virkeligheden. Hos Trafikstyrelsen får du mulighed for at udvikle løsninger, hvor AI er en central del af funktionaliteten – og følge dem fra idé og eksperiment til løsninger, der kan anvendes i praksis.
Vær med til at bygge vores AI Lab
Du bliver en del af IT og Digitalisering, hvor vi er ved at etablere et nyt AI Lab. Du kommer derfor ind i et område under opbygning og får mulighed for at præge både vores løsninger og måden, vi kommer til at arbejde med AI på. Vi arbejder tæt sammen med Trafikstyrelsens fagområder om at finde de steder, hvor AI kan skabe reel værdi.
Sådan bliver din hverdag hos os
Du arbejder tæt sammen med fagkontorerne om at forstå deres arbejdsgange og problemer og omsætte dem til løsninger, hvor AI anvendes, når det giver mening. Det kan være generativ AI, men også analyse af dokumenter og billeder, informationsudtræk eller klassifikation. Du arbejder fra de første prototyper til løsninger, der kan integreres med vores systemer, testes og fungere stabilt i praksis. Dine vigtigste opgaver bliver at:
- udvikle og vedligeholde løsninger, hvor AI indgår som en central del
- afprøve forskellige AI-metoder og omsætte de gode prototyper til robuste løsninger
- integrere AI med eksisterende systemer, data og arbejdsgange
- evaluere kvalitet, fejl og usikkerhed systematisk
- sikre en sikker og ansvarlig anvendelse af AI.
Du har et solidt fundament inden for softwareudvikling og kan tage ansvar for dine løsninger og arbejde selvstændigt i et område under opbygning. Det er et krav, at du har en relevant teknisk kandidatuddannelse inden for fx datalogi, data science, kunstig intelligens, softwareudvikling eller tilsvarende. Vi lægger vægt på, at du:
- kan programmere og integrere AI med eksisterende systemer og datakilder
- har praktisk erfaring med forskellige AI-teknologier og -metoder, fx generativ AI, dokument- og billedanalyse, informationsudtræk eller klassifikation
- har arbejdet med sprogmodeller og relevante AI-mønstre som RAG og agentbaserede løsninger
- kan evaluere og teste AI-løsninger og forholde dig til kvalitet, fejl og usikkerhed i resultaterne
- forstår betydningen af data, sikkerhed og guardrails, når AI indgår i løsninger.
Det får du hos os
Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså. Vores fikstid er kl. 9-14 (kl. 10-14 om mandagen). Det er her, vi forventer, at du er tilgængelig og arbejder. Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, så opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleksdage eller f.eks. ved kortere arbejdsdage i en periode. Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag, og du kan arbejde hjemme i 2 dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det. Vi er en arbejdsplads, der rummer medarbejdere i forskellige livsfaser. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 37 timer. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til overenskomst mellem staten og Akademikernes Centralorganisation eller anden relevant overenskomst. Ansættelse og aflønning sker som fuldmægtig med rådighedsforpligtelse eller specialkonsulent i henhold til AC-overenskomsten. Den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Ud over basislønnen kommer pension i henhold til overenskomsten samt eventuelle lokale tillæg. Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIG og kan opretholde godkendelsen under hele ansættelsen
Lyst til at vide mere?
Kontakt kontorchef Nihad Hodzic på 4178 0069, hvis du vil høre mere om jobbet og vores kommende AI Lab. Har du spørgsmål om ansættelsesvilkår eller Trafikstyrelsen som arbejdsplads, kan du kontakte HR-Konsulent Natasja Gerval Brabo på [email protected].
Vil du være en del af Trafikstyrelsen?
Søg stillingen senest den 25. oktober ved at trykke på ”Ansøg nu”. Der kan indgå test eller case i rekrutteringsforløbet. Samtaler forventes afholdt i uge 45 og 46. Stillingen ønskes besat pr. 1. januar eller hurtigst muligt derefter.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: f406a57b-1d55-460b-a2a9-6fb4d8c95b51