Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra US - Næstved
Din nye hverdag
I Kontoret for Ledelse, Kommunikation og Jura er vi helt tæt på Udlændingestyrelsens direktion, som vi understøtter med en række opgaver af forskellig karakter. Vi står bl.a. for at planlægge og koordinere direktionsmøder, chefmøder, seminarer samt større tværgående arrangementer. Det er os, der sikrer, at der er styr på kalenderen og vi sørger for, at direktionen har de bedst mulige rammer for deres arbejde.
En anden vigtig opgave i kontoret er at yde skriftlig teknisk support til Udlændingestyrelsens brugere samt vores kollegaer, når de har spørgsmål til eller oplever problemer med styrelsens selvbetjeningsløsninger på nyidanmark.dk. Opgaven forudsætter teknisk forståelse og gode kommunikationsevner.
Dine arbejdsopgaver
Hos os kan du forvente en spændende og varieret hverdag, hvor du er med til at understøtte styrelsen på tværs. Du løser opgaverne med sparring fra og i tæt samarbejde med de kolleger, der er ansvarlige for de to opgaveområder.
Arbejdet med direktionsbetjening indebærer bl.a.:
- Planlægning og koordinering af møder, seminarer og større tværgående arrangementer
- Koordinering af indkomne anmodninger om møder med direktionen
- Koordinering af deltagelse i netværk og interne/eksterne møder
- Koordinering af rejser, herunder bestilling af rejser og hotelophold m.v.
- Koordinering og administration af kursusforløb
- Booking af fx tjenestebiler
- Andre administrative opgaver i kontoret.
- Skriftlig hjælp til brugere og kollegaer, der har spørgsmål til eller oplever tekniske problemer med styrelsens selvbetjeningsløsninger på nyidanmark.dk, herunder digitale ansøgningsskemaer og Min Side.
- Deltagelse i test af nye og eksisterende digitale selvbetjeningsløsninger samt digitale kommunikationsplatforme, hvor du afprøver brugerforløb og beskriver eventuelle fejl.
Du har en relevant baggrund, fx kontoruddannet eller uddannet inden for It. Det er en fordel, hvis du har erfaring med direktionsbetjening, ledelsesbetjening eller med at arbejde i en offentlig myndighed. Du er dog også velkommen til søge, hvis du er nyuddannet.
Din rolle en centralt placeret i vores organisation. Du får en bred kontaktflade og kommer til at samarbejde med chefer og medarbejdere i hele Udlændingestyrelsen, ligesom du vil skulle samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, herunder særligt Udlændinge- og Integrationsministeriets departement. Det er derfor afgørende, at du er serviceminded og har stærke samarbejdsevner.
Derudover ser vi gerne, at du:
- Er initiativrig, løsningsorienteret og positiv i din tilgang til arbejdet.
- Er struktureret og kan bevare overblikket – også når fristerne er korte
- Har stærke mundtlige og skriftlige formidlingsevner.
- Har en god digital og teknisk forståelse, og du kan sætte dig ind i It-systemer og undersøge, hvor i et brugerforløb en fejl opstår.
- Er brugerorienteret og kan kommunikere roligt og præcist på skrift med brugere, der har forskellige digitale forudsætninger.
Vi kan tilbyde en spændende stilling med udfordrende opgaver i en styrelse med storpolitisk bevågenhed og samfundsmæssig betydning. Du kan læse mere om Udlændingestyrelsen her.
Du bliver taget godt i mod af kontorets ca. 18 engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, der hver dag understøtter direktionen og resten af Udlændingestyrelsen på tværs af opgaver, fagligheder og lokationer.
Vi har en uformel omgangstone og lægger vægt på, at der er plads til både faglig sparring og et godt grin. Vi har et godt fagligt og socialt sammenhold, og vi glæder os til at byde en ny kollega velkommen på holdet.
Når du starter hos os, sørger vi for et oplæringsforløb, hvor du bl.a. får tilknyttet en mentor og får løbende sparring i din opgaveløsning.
Nysgerrig?
Hvis du vil vide mere om denne spændende stilling, er du velkommen til at kontakte kontorchef William Frederik Kier på tlf. 2336 1629 eller e-mail [email protected]. Send gerne en sms og aftal et tidspunkt.
Søg stillingen
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest tirsdag den 20. oktober 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 43.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes som kontorfunktionær efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Udlændingestyrelsen, Farimagsvej 51A, 4700 Næstved.
Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.
Du skal kunne opnå sikkerhedsgodkendelse til ”TJENESTEBRUG” for at arbejde i stillingen og kunne opretholde godkendelsen under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 1fa3d219-5984-41b6-a57e-1d79537e0011