Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Region Midtjylland
Kunne du tænke dig et job med sund balance mellem arbejde og fritid?
Har du passion for grønne områder, sans for æstetik og lyst til at skabe indbydende grønne bæredygtige omgivelser for vores brugere?
Så er det nu, du skal slå til.
Regionshospitalet Horsens søger en kollega, som har lyst og evner til at bidrage til driften af et hospital med spændende udfordringer og udviklingsopgaver
Din nye hverdag
Du kommer til at indgå i vores tekniske team som tæller 21 topmotiverede medarbejdere. Sammen vedligeholder og udvikler vi vores bygninger, installationer og grønne områder. Dette sker i tæt samspil med regionale samarbejdspartnere og eksterne serviceleverandører.
På Regionshospitalet Horsens er planter og grønne miljøer en vigtig del af den stemning, vores brugere møder. Vi søger derfor en engageret og selvstændig gartner med stort hjerte for planter, æstetik og brugeroplevelser. Opgaven omfatter pleje og udvikling af vores udendørs beplantning med ansvar for, at vores ankomstområder, park, terrasser og nære grønne opholdsområder altid fremstår velplejede, levende og indbydende.
Som gartner hos os bliver du en central medspiller i at skabe de grønne rammer, der giver vores brugere en særlig oplevelse af nærvær, natur og trivsel. Det handler ikke om tungt anlægsarbejde, men om professionel plantepleje, god planlægning og et skarpt blik for det visuelle udtryk i de områder, hvor gæsterne færdes og opholder sig. Opgaverne spænder over:
- Pleje, tilsyn og sæsonmæssige opdatering af beplantning på hospitalets udendørs områder
- Sikre optimale vækstbetingelser. Herunder vanding, gødning, beskæring, ukrudtsbekæmpelse og løbende plantepleje
- Løbende vurdering af planternes trivsel og hurtig handling ved behov for justeringer
- Bidrage til, at terrasser og grønne opholdsområder altid fremstår rene, velplejede og indbydende for gæsterne
- Planlægning af sæsonpleje, udskiftning og langsigtet vedligehold
- Bidrage til dokumentation, planteovervågning og bestillinger
- Betjening og vedligehold af maskiner og redskaber
Du skal primært varetage opgaver relateret til den grønne drift. I varierende grad er det forekommende service- og vedligeholdsopgaver for bygninger og installationer - indendørs såvel som udendørs.
Om dig
Som person er du serviceminded, kan arbejde selvstændigt, er ansvarsfuld og tager ejerskab for dine arbejdsopgaver. Du evner at prioritere dine opgaver sammen med din daglige leder og trives med rutineprægede arbejdsopgaver.
Vi forventer at du:
- Er uddannet gartner, anlægsgartner eller lignende uddannelse indenfor grøn drift og vedligehold
- Har indgående plantekendskab
- Har sans for kvalitet og godt håndværk
- Arbejder struktureret og selvstændigt og trives med at tage ansvar
- Trives med både praktiske og tekniske opgaver
- Er holdspiller og bidrager til et godt samarbejde
- Møder både kollegaer og brugere med respekt, åbenhed og godt humør
Om Os
Du bliver en del af Service & Teknik med 350 medarbejdere. Service & Teknik varetager opgaver på tværs af de tre matrikler Regionshospitalet Horsens, Skanderborg Sundhedshus og Livstilscentret i Brædstrup. Ansvarsområdet spænder over logistik, køkken, service serviceassistenter og teknisk personale.
I Service & Teknik er fremtiden noget vi løbende forbereder os på og vores medarbejdere spiller en vigtig rolle. Det betyder, at du har mulighed for at gå innovativt til opgaven, og er med til at forme dit eget område.
Teknisk Afsnit er en del af Service & Teknik. Vi varetager drift og vedligeholdelse af bygninger, tekniske anlæg, installationer samt hospitalsteknisk udstyr på hele hospitalet. Dette alt imens at hospitalets kliniske sengeafdelinger, operationsafsnit samt ambulante klinikker har patienter, som skal behandles. Vi har en stor kontaktflade både internt til de øvrige afdelinger på hospitalet, de regionale samarbejdspartnere og til de over hundrede eksterne serviceleverandører, som udfører opgaver for Regionshospitalet Horsens. For at sikre den brede tekniske opgavevaretagelse er en lang række forskellige faggrupper repræsenteret i afdelingen f.eks. Ingeniører, maskinmester, bygningskonstruktør, elektriker, elektroniktekniker og VVS-tekniker.
Om Regionshospitalet Horsens
Regionshospitalet i Horsens er et af de mindre hospitaler i Region Midtjylland, og det, synes vi selv, er en af vores største styrker. Vi er der for patienterne dag og nat, men vi er gode til at deles, også om vagterne. Med vores hospitals størrelse har vi en nærhed og et fællesskab, som større arbejdspladser kan have svært ved at hamle op med. Det får det daglige samarbejde til at glide lettere, fordi vi kender hinanden og ved, at vi har hinandens ryg. Både når vi lykkes, og når vi en gang imellem begår en fejl. Så lærer vi af det sammen.
Vores vision er 'Regionshospitalet Horsens som attraktiv arbejdsplads, uddannelses- og behandlingssted samt samarbejdspartner' med fokus på både medarbejderne og patienterne. Der venter dig knap 2.000 kolleger på Regionshospitalet i Horsens. På tværs af afdelinger og specialer møder vi hinanden som mennesker samtidig med, at vi har hver vores fagprofil. Det gælder også, når vi byder nye kolleger velkommen.
Du kan læse mere om Regionshospitalet Horsens og Service & Teknik på www.horsens.rm.dk.
Praktiske oplysninger
Stillingen er med ansættelse pr. 1. november 2026 eller efter aftale.
Arbejdstiden er 25 timer ugentligt med mulighed for fleksibilitet efter arbejdsopgaverne.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem Danske Regioner og den relevante faglige organisation.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk
Vil du vide mere er du velkommen til at henvende dig til Teknisk Chef René Mørch Kjellerup, tlf. 51 300 100.
Ansøgningsfrist er den 16. september 2026.
Ansættelsessamtaler forventes at blive afholdt den 23. september 2026.
Det er et krav at du har kørekort kategori B, da vi transporterer os rundt mellem vores adresser.
En forudsætning for ansættelse ved hospitalet er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af straffe- og børneattest, og at disse er tilfredsstillende.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: c3165cae-5d19-4891-9448-8c5c54aa7d5f