Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Rigsadvokaten
Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. december 2026.
Advokaturchef
Advokaturchefen refererer til chefanklageren og indgår i den lokale anklagemyndigheds ledelsesteam, der har ansvaret for, at straffesagerne behandles på et højt fagligt niveau og med den fornødne hurtighed, og at prioriteringen af sagerne sker i overensstemmelse med de krav, der fastsættes af politidirektøren på baggrund af mål- og resultatkrav for politikredsen.
Advokaturchefen skal lede advokaturens opgaver, sikre effektivitet, kvalitet og legalitet i advokaturens arbejde og have fokus på, at advokaturens medarbejdere trives og udvikler sig. Advokaturchefen skal samtidig have blik for anklagemyndighedens opgaver på tværs af den lokale anklagemyndighed og deltage aktivt i samarbejdet på tværs af søjlerne i politikredsen.
Advokaturchefens ansvarsområde vil indtil videre være i Advokaturen for Specielle Sager.
Kvalifikationer
Advokaturchefen skal være en velkvalificeret jurist (cand.jur.) med solid anklagererfaring og en høj faglig integritet med fokus på kvalitet, legalitet og udvikling. Det vil være en stor fordel, hvis du har indblik i og forståelse for politiske processer samt erfaring med faglig ledelse, personaleledelse og driftsledelse.
Det forventes, at du har personlig gennemslagskraft og eksekveringskraft samt en motiverende ledelsesstil med fokus på synlighed, legalitet og resultater. Derudover forudsættes det, at du brænder for udvikling af såvel anklagemyndigheden som politikredsen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er midlertidig og aflønnes med en grundløn som chefkonsulent, jf. AC-overenskomstens bilag om protokollat om specialkonsulenter og chefkonsulenter på nyt lønsystem, og der tilskrives et supplerende midlertidigt tillæg. Hvis du i forvejen er udnævnt tjenestemand, vil du kunne opretholde denne ansættelsesform.
Lønniveauet svarer til en stilling i løngruppe 1 efter Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten (lønramme 37 for tjenestemænd).
Er du allerede advokatur- eller sekretariatschef vil du kunne rokere til stillingen og herunder opretholde dine aktuelle løn og ansættelsesvilkår.
Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Næstved.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til chefanklager Kristian Kirk på tlf. 23266142 eller e-mail [email protected].
Ansøgningen
Stillingerne søges elektronisk via "søg stillingen".
Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 20. oktober 2026 kl. 12.00. Vær opmærksom på at der indkaldes til samtaler med kort frist via mail.
Samtaler forventes afholdt hos Rigsadvokaten den 26. oktober 2026 efter kl. 10.00.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Om politikredsen
Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi består af ca. 75 medarbejdere, heraf ca. 50 jurister fordelt på tre advokaturer: Advokaturen for Specielle Sager (SP), Advokaturen for Almene Sager (AS) og Advokaturen for Kvalitet, Udvikling og Almene Sager (KUA). Anklagerne møder som udgangspunkt i byretterne i Næstved og Nykøbing Falster. I sager fra UKA Øst møder anklagerne i byretter på hele Sjælland.
Vi arbejder målrettet med, at den lokale anklagemyndighed skal kunne måle sig med de bedste arbejdspladser i landet, når det handler om trivsel. Det skal være et sted, hvor én samlet anklagemyndighed integreret i politikredsen hjælper hinanden og løbende præsterer synlige resultater, uden nogen kan sætte en finger på vores ordentlighed og dedikation.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 6bcb8f77-d4de-461c-9b00-4ac8d36d7682