Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra PLSP A/S
Vil du lede komplekse IT-projekter, arbejde tæt sammen med udviklere og tage ansvar for at få løsninger sikkert fra idé til drift?
Vi søger en projektleder, der kan drive digitaliseringsprojekter og fungere som bindeled mellem forretning, teknik og samarbejdspartnere. Rollen er hands-on og tæt på udviklingen, og du skal have lyst til at forstå de tekniske sammenhænge uden selv at være teknisk specialist. Det er en udvidet projektlederrolle, hvor du følger løsningerne tæt fra behov og krav til udvikling, test, implementering og drift, og har samtidig ansvar for at prioritere backlog og udviklingsopgaver.
Jobbet
Som projektleder i PLSP får du ansvar for at lede både større og mindre projekter, som ofte er tæt integrerede i hinanden. Det kræver overblik, prioriteringsevne og god forståelse for, hvordan tekniske løsninger bliver til i praksis.
En arbejdsuge hos os kan have stor variation, da opgaverne skifter mellem indledende kravsspecifikation, projektledelse i udviklingsfaserne, testopgaver og forvaltningsarbejde.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af følgende:
· Lede projekter fra behovsafklaring til implementering og drift
· Daglig koordinering med udviklere, UX, samarbejdspartnere og ledelse
· Udarbejdelse af tidsplaner, dokumentation på snitflader og systemer, og kravsspecifikationer samt opfølgning herpå
· Produktansvar, herunder formulering og prioritering af udviklingsopgaver, sprintplanlægning, samt prioritering og vedligeholdelse af produktbacklog
· Deltage i den løbende fælles koordinering på tværs af produkter og projekter sammen med kollegaerne i projektafdelingen
· Planlægning og gennemførelse af tests
· Bidrage til fælles overblik, struktur og realistiske leverancer
· Koordinering af incidenthåndtering og opfølgning på komplekse supportsager
Hvem er du?
Du har en god teknisk forståelse og interesse for, hvordan IT-systemer, integrationer og dataflows hænger sammen, og du har lyst til at arbejde tæt på udviklingen. Du behøver ikke kende alle dele af rollen fra start, men du skal være nysgerrig på teknikken og motiveret for at sætte dig ind i den.
Du trives i bredden mellem mennesker, teknik og koordinering. Du kan skabe overblik, prioritere og tage ansvar for fremdrift, også når der er mange interessenter og hensyn at balancere.
Du har gerne erfaring med projektledelse, produktarbejde, udvikling eller fra en anden relevant rolle. Det vigtigste er, at du kan omsætte behov til konkrete opgaver, samarbejde tæt med udviklere og har lyst til at tage et bredt ansvar for projekter og produkter. Har du erfaring med systemtest, datamodeller, scrum eller sundheds-it er det en stor fordel.
Du stiller spørgsmål, når noget ikke giver mening, samtidig med at du lytter til forskellige perspektiver og tør træffe beslutninger, også når der ikke findes en perfekt løsning. Du er typen, der bidrager til, at vi lykkes i fællesskab. Du er optaget af at få ting til at fungere i praksis, og ikke kun på papiret.
Hvem er vi?
PLSP udvikler og driver digital infrastruktur i primærsektoren. Vi arbejder med digitaliseringsprojekter, deling af sundhedsdata og komplekse integrationer på tværs af systemer og sektorer. Omdrejningspunktet er vores serviceplatform, Health Hub, som blandt andet er fundamentet for Min Læge-appen og en række integrations- og dataleverancer til styrelser, regioner og forskningsmiljøer.
Det, vi bygger, skal fungere i virkeligheden hver dag, hos almen praktiserende læger, klinikpersonale og borgere. Vi bevæger os dér, hvor teknik, drift og organisation mødes, og vi tager ansvar for, at løsningerne hænger sammen både teknisk og organisatorisk.
PLSP er ISO 27001/27701-certificeret og arbejder struktureret med informationssikkerhed og databeskyttelse. Ikke som en formalitet, men fordi vores løsninger håndterer kritiske data og kræver tillid. Stabilitet og kvalitet er grundvilkår hos os.
Vi er en mindre virksomhed med omkring 35 medarbejdere. Det betyder korte beslutningsveje og ansvar tæt på opgaven. Som projektleder følger du derfor typisk løsningerne hele vejen frem for at aflevere dem mellem flere specialiserede funktioner. Vi samarbejder tæt på tværs af fagligheder, hjælper hinanden i mål og forventer, at man tager ansvar både for sin egen del og for helheden.
Kulturen er uformel og nede på jorden. Vi har et højt fagligt niveau, men ingen selvhøjtidelighed. Vi tror på ordentlighed, åben dialog og løsninger, der holder i drift. Og vi arbejder med noget, der giver mening - at bygge stabile og sikre systemer, som sundhedsvæsenet er afhængigt af
Det praktiske
Arbejdsstedet er på kontoret i Skanderborg, og stillingen er en 37 timers fuldtidsstilling.
Opstart er hurtigst muligt. Vi behandler ansøgninger løbende og forventer at holde samtaler sidst i uge 42.
Er du interesseret? Send en mail til [email protected] – skriv ”Projektleder” i emnefeltet med dit motiverede CV, og dine svar på disse 3 spørgsmål:
Hvad er en god arbejdsdag for dig?
Hvilken del af udviklingsprocessen interesser dig mest?
Hvad er en god leder for dig?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte COO, Melanie Jensen på telefon 88741812 eller [email protected]
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 8eb4350e-2c5b-45d3-8cd6-01148da0cf2e