Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Region Midtjylland
Servicecentret er midt i en større organisationsændring, særligt på serviceområdet. Derfor søger vi en teamleder, der motiveres af ledelse, udvikling og forandringer – og som har lyst til at være tæt på medarbejderne i hverdagen.
En af vores dygtige teamledere har fået nyt job udenfor vores organisation. Derfor søger vi en ny teamleder til Servicecentret, Service 2 for Fælles Akut og område 3, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt. Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest den 1. december 2026.
Serviceområdet varetager blandt andet patienttransport, rengøring, forflytninger og øvrige serviceopgaver, der understøtter hospitalets kliniske afdelinger. Et vigtigt fokusområde er kompetenceudvikling, så medarbejderne i højere grad kan varetage flere forskellige opgaver.
Vi arbejder ud fra værdierne dialog, dygtighed og dristighed og tror på, at trivsel og faglig udvikling går hånd i hånd.
Om stillingen
Som teamleder refererer du til afsnitslederen og har ansvar for den daglige ledelse af dit team. Du skal være synlig og nærværende og skabe tydelige rammer for medarbejderne, så de ved, hvad der forventes, og oplever et godt arbejdsmiljø.
Du får blandt andet ansvar for:
- Personaleledelse og den daglige drift i teamet.
- Vagt- og ressourceplanlægning i samarbejde med koordinator.
- Kvalitet og opfølgning på de udførte opgaver.
- Kompetenceudvikling og implementering af nye arbejdsgange.
- Samarbejde med kliniske afdelinger og øvrige ledere i Servicecentret.
Du skal kunne tænke på tværs af organisationen og samtidig tage ansvar for dit eget område. Som teamleder bliver du en vigtig del af den fortsatte udvikling af serviceområdet og arbejdet med at anvende vores ressourcer bedst muligt.
Din profil
Vi forestiller os, at du har ledelseserfaring fra en lignende stilling, gerne fra sundhedsvæsenet eller servicebranchen. Har du ikke tidligere været leder, ser vi gerne, at du har gennemført en relevant lederuddannelse.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har erfaring med vagt- og ressourceplanlægning.
- Er en tydelig og god kommunikator.
- Trives med samarbejde på tværs af faggrupper og ledelsesniveauer.
- Er ansvarsbevidst og kan bevare overblikket i en travl hverdag.
- Har fokus på service, kvalitet og medarbejdertrivsel.
- Gerne har kendskab til INSTA 800, NIR og rengøringsstandarder.
- Er fleksibel i forhold til arbejdstid, da dele af området er døgnbemandet.
Vi tilbyder
Du får en selvstændig lederrolle med stor indflydelse på den daglige drift og udviklingen af serviceområdet. Vi tilbyder et uhøjtideligt arbejdsmiljø, gode kolleger og gode muligheder for både faglig og ledelsesmæssig udvikling.
Servicecentret har ca. 550 medarbejdere og varetager blandt andet rengøring, vareforsyning, køkken og kantine, information, teknisk service, transport samt fællessekretariat.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte teamleder Mette Hesselbjerg Sørensen på tlf. 78 44 21 39 eller afsnitsleder Torben Brix Mortensen på tlf. 78 44 20 57 mellem kl. 08.00 og 14.00.
Der er også mulighed for at aftale et kort besøg og en uformel snak om stillingen.
Ansøgningsfrist: 4. oktober 2026
Ansættelsessamtaler: 19. oktober 2026
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst for ledende servicepersonale. Der forventes indplacering på løntrin 30 med mulighed for forhandling efter kvalifikationer.
Der indgår weekendvagt hver 4. weekend. Weekendvagten kan som udgangspunkt varetages hjemmefra, men der kan være behov for fremmøde.
Tjenestested er Hospitalsenhed Midt, Servicecentret, Heibergs Allé 6D, 8800 Viborg.
Med henvisning til lov om børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelse sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, læs mere om den samlede hospitalsenhed her.
Interesserede ansøgere, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: e93b2721-0588-48c1-9297-210679377bda