Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Lindevang Kirke
Ønsker du at blive en del af et kirkemusikalsk miljø med stærke traditioner og høj kunstnerisk kvalitet?
En organiststilling på 75 % (28 timer ugentligt) ved Lindevang Kirke i Frederiksberg Provsti, Københavns Stift, er ledig med tiltrædelse den 1. februar 2027. Ansættelsen sker ved Lindevang Kirkes menighedsråd, Hattensens Allé 12, 2000 Frederiksberg.
I Lindevang Kirke får du mulighed for at udfolde dig som liturgisk musiker og koncertorganist.
Om os
Lindevang Kirke er kendt for et rigt musikliv inden for både klassisk og rytmisk musik. Musikken står traditionelt stærkt, både liturgisk og koncertmæssigt. Højmessen og de øvrige gudstjenester er centrale i kirkens virke. Lindevang Kirke er et liturgisk frisogn, og musikken udvikles som en tydeligt integreret del af gudstjenestelivet i samarbejde med præster, gudstjenesteudvalg og musikudvalg. Kirken er normeret til 1,5 organiststilling, fordelt på to ansættelser på hver 75 %. Organisterne er sideordnede.
Til kirken er knyttet et professionelt kirkekor med fem sangere, Det Danske Drengekor med tilhørende korskoler, det rytmiske kor Vocalicious samt Solsikkekoret for mennesker med handicap. Korene har egne dirigenter og egen ledelse, men er bundet til Lindevang Kirke med samarbejdsaftaler. Fællessang ved møder og med konfirmander er en vigtig del af kirkens liv.
Vi søger
Vi søger en konservatorieuddannet klassisk organist med stærke kompetencer inden for liturgisk og solistisk orgelspil. Du har et klassisk repertoire og må gerne være aktiv som lejlighedsvis orgelsolist. Du skal kunne akkompagnere og dirigere professionelle sangere ved højmesser, andre gudstjenester og kirkelige handlinger. Du skal være indstillet på at samarbejde med kirkens øvrige kor.
Arbejdsopgaver
At spille til højmesser og øvrige gudstjenester. Da kirken har to organister, er der en vis frihed i planlægningen.
At spille til kirkelige handlinger.
At have ansvar for og at planlægge og gennemføre koncertprogrammet i samarbejde med musikudvalget samt deltage i relevante møder.At samarbejde tæt med kirkens sideordnede organist og kirkens præster.
At deltage i det ugentlige personalemøde.
At varetage den anden organists opgaver under ferie. I seks uger om året varetager man derfor den samlede musikbetjening.
Den anden organist, Mads Granum, har hovedansvaret for det professionelle kor, herunder planlægningen, og varetager en koordinerende funktion sammen med den daglige leder.
Vi tilbyder
En kirke med tradition for musikalske og kirkemusikalske indsatser, der vækker interesse ud over sognets grænser.
Et fint Marcussen & Søn-orgel fra 1990 med 37 stemmer. Klangligt henter orglets disposition inspiration fra sydtysk og fransk barok. Kirken råder desuden over et Steinway & Sons-flygel samt to andre flygler, som er knyttet til henholdsvis den lille og den store kirkesal.
Et arbejdsfællesskab med engagerede kolleger, herunder tre præster, tre kirketjenere, en daglig leder, en kordegn, en ligestillet organist og fem professionelle sangere.
Et engageret menighedsråd, som støtter de musikalske aktiviteter i og omkring kirken.
En bred vifte af velbesøgte aktiviteter og arrangementer med fællessang.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 10. november 2026. Ansøgning inklusive relevante bilag, bl.a. CV, skal stiles til Lindevang Kirkes menighedsråd og sendes elektronisk til [email protected].
For yderligere information om stillingen kan du kontakte organist Mads Granum på telefon 26 82 26 84 eller menighedsrådsformand Ingeborg Ilkjær på telefon 42 42 06 19.
Der vil være prøvespil den 19. november 2026 om eftermiddagen og den 20. november 2026 om eftermiddagen med efterfølgende interview. Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansættelsesvilkår
En organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller med PO-eksamen er omfattet af overenskomsten mellem By-, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010. Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollatet til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne, indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet. Aftalerne kan ses på Folkekirkens IntraNet.
Løn for DOKS-organister
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales efter ny løn-AC skalaen. Bruttolønnen udgør spændet mellem 363.169 og 442.529 kr. årligt i nutidskroner, men kvoteres efter ansættelsesgraden.
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør ved ansættelse 46.727 – 72.573 kr. årligt i nutidskroner, men kvoteres efter ansættelsesgraden.
Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Der kan desuden efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Løn for kirkemusikere med orgel og korledelse
Årslønnen for ansøgere med uddannelsen Kirkemusiker med Orgel og Korledelse (tidligere PO organister) aftales efter det gældende basisløntrinssystem. Basisløntrin 1 udgør 350.435 kr. årligt i nutidskroner, men kvoteres efter ansættelsesgraden og basisløntrin 2 udgør 368.189 kr. årligt i nutidskroner, men kvoteres efter ansættelsesgraden.
Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør ved ansættelse 29.666 kr. årligt i nutidskroner for tjeneste ved én kirke, men kvoteres efter ansættelsesgraden.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 0ff9bd43-0523-46b6-add8-22d84366e602