Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Nordstevns Pastorat, Strøby-Valløby-Tårnby Sogne
Ledende graver søges til Nordstevns Pastorat
Strøby, Valløby og St. Tårnby Kirker
Nordstevns Pastorat søger en engageret og ansvarsbevidst ledende graver til vores tre kirkegårde i Strøby, Valløby og St. Tårnby med tiltrædelse den 1. januar 2027.
Stillingen er på 37 timer om ugen.
Vil du stå i spidsen for vores kirkegårde?
I Nordstevns Pastorat bliver du en del af et arbejdsfællesskab præget af engagement, nærvær og godt humør. Vi er stolte af vores stærke kollegiale fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, løfter i flok og værdsætter både faglighed og forskellighed. Her er plads til nye idéer, kreativitet og mulighed for at sætte sit eget præg på arbejdslivet.
Som ledende graver får du ansvaret for den daglige drift og ledelse af medarbejderne på det grønne område. Du får en central rolle i at sikre, at vores tre kirkegårde fremstår velholdte, harmoniske og indbydende, og at de fortsat er værdige og imødekommende steder for besøgende og pårørende.
Du vil samtidig indgå i et tæt samarbejde med pastoratets præster, kirketjenere, organister, kirkesangere, kirkekulturmedarbejder, kordegn, administrativ chef og menighedsrådet. Vi arbejder på tværs af faggrupper og oplever, at netop samarbejdet mellem præster, medarbejdere og menighedsråd er en af vores største styrker.
Vi ønsker at være en arbejdsplads, hvor man glæder sig til at møde ind, føler sig værdsat og har mulighed for både faglig og personlig udvikling.
Vores tre historiske kirker er hver især naturlige samlingspunkter i lokalsamfundet. De emmer af historie og tradition, men er samtidig levende huse, hvor musik, fællesskab og kirkernes mange aktiviteter udfolder sig året rundt.
Dine primære arbejdsopgaver
Som ledende graver får du et alsidigt job med både ledelsesmæssige, administrative og praktiske opgaver. Dine primære arbejdsopgaver bliver at:
Have det samlede ansvar for den daglige drift og ledelse af kirkegårdene og kirkegårdskontoret, herunder planlægning og koordinering af medarbejdernes opgaver.
Sikre, at kirkegårdene drives i overensstemmelse med gældende lovgivning, kirkegårdenes vedtægter og de bestemmelser, menighedsrådet har fastsat.
Have ansvar for kirkegårdenes økonomi og budget inden for de rammer, som menighedsrådet fastlægger.
Planlægge og føre tilsyn med vedligeholdelsen af kirkegårdene, kirkernes øvrige grønne arealer og de bygninger, der hører under dit ansvarsområde.
Planlægge og koordinere anlægsarbejder, herunder eventuelle udvidelser og reguleringer af kirkegårdene, samt se muligheder for udvikling af de grønne områder.
Varetage administrationen af gravsteder, herunder anvisning af gravsteder, udarbejdelse af gravstedsbreve, fornyelser samt indgåelse af GIAS- og vedligeholdelsesaftaler.
Sikre korrekt registrering og ajourføring af kirkegårdsprotokoller, kirkegårdskort og oplysninger om gravsteder, gravstedsejere og indgåede aftaler.
Føre tilsyn med gravstedernes vedligeholdelse og følge op på gravstedsejernes forpligtelser.
I samarbejde med administrativ chef: ansætte, introducere og lede medarbejdere på kirkegårdene inden for de økonomiske rammer, som menighedsrådet har fastsat.
Varetage kirketjeneste ved gudstjenester.
Deltage i relevante møder.
Vi forestiller os, at du
Gerne er uddannet gartner og har erfaring fra en stilling som graver eller fra en anden relevant stilling inden for det grønne område.
Har solid faglig erfaring og sans for planlægning, daglig drift og udvikling af grønne områder.
Har gode lederegenskaber og kan motivere, koordinere og skabe retning for medarbejderne i en travl hverdag.
Arbejder struktureret og selvstændigt samt har blik for både kvalitet, økonomi og praktiske løsninger.
Har grundlæggende IT-kundskaber og gerne erfaring med EG Brandsoft Kirkeportalen eller tilsvarende administrative systemer.
Har almindeligt kørekort (kategori B). Vi forventer, at du anvender egen bil, når der er behov for kørsel i forbindelse med arbejdet.
Trives i mødet med mennesker i både sorg og glæde og møder besøgende og pårørende med respekt, empati og imødekommenhed.
Har lyst til at bidrage til det gode fællesskab blandt medarbejderne og i menigheden med humor, varme og evnen til at skabe glæde og samhørighed.
Er fleksibel, imødekommende og engageret og tager ansvar for, at opgaverne bliver løst.
Vi tilbyder
En alsidig stilling med ansvar, indflydelse og mulighed for at præge udviklingen af vores tre kirkegårde og øvrige grønne arealer.
En arbejdsplads med engagerede kolleger og et stærkt tværfagligt samarbejde.
En hverdag, hvor faglighed, ordentlighed og menneskeligt nærvær vægtes højt.
Mulighed for faglig udvikling og for at bringe dine erfaringer og idéer i spil.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlig Ansattes
Organisationer (OAO-S) samt Organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som
Kirketjener, graver eller kirkegårdsleder indgået mellem Finansministeriet og Forbundet af kirke- og
kirkegårdsansatte med tilhørende protokollat for gravere. Aftalerne kan ses på Folkekirkens Intranet
Nuværende tjenestemandsansatte gravere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved
ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for gravere gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start, hvis du ikke har den i forvejen.
For ansøgere uden gartner uddannelse:
Indplacering sker i løngruppe 1.
Årslønnen aftales indenfor intervallet kr. 342.524 – kr. 421.573 (nutidskroner pr. 1/8 2026).
For ansøgere med gartner uddannelse:
Indplacering sker i løngruppe 2.
Årslønnen aftales indenfor intervallet kr. 350.435 – kr. 438.260kr. (nutidskroner pr. 1/8 2026).
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt kr. 27.247 (nutidskroner).
Løn samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og FAKK.
Yderligere informationer
For yderligere informationer om stillingen er du velkommen til at kontakte: Administrationschef Piet Bertelsen på telefon 23 23 43 67 eller mail: [email protected]
Ansættelsen sker ved Nordstevns Pastorats Menighedsråd, Præstegården 1, 4671 Strøby som myndighed og med Strøby, Valløby og St. Tårnby Kirker og kirkegårde som arbejdssteder.
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer i forbindelse med ansættelse. Der er tre måneders prøvetid.
Du kan læse mere om Nordstevns Pastorat på www.nordstevns.dk
Ansøgningsfristen er mandag den 9. november kl. 12.00
Ansøgning med relevante bilag sendes til Nordstevns Pastorat på mail: [email protected].
Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag den 20. november.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 5256f3e9-dca3-462f-960b-3a2ded7eee43