Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Tante Olgas Børnehus - Børnehaveafdelingen
Har du lyst til at være en del af et lille hus med højt til loftet, engagerede kolleger og plads til gode idéer?
Vi søger en pædagog til vores børnehave på ca. 35 timer om ugen med tiltrædelse 1. december 2026 eller derefter.
Tante Olgas Børnehus
Tante Olgas Børnehus er en hyggelig lejlighedsbørnehave på Vesterbro. Vi kender hinanden, hjælper hinanden og kan godt lide at have det sjovt sammen. Vi tager vores pædagogiske arbejde alvorligt, men ikke altid os selv så højtideligt.
Hos os er der plads til faglighed, fjol, fordybelse og leg.
Vi er en selvejende institution med to afdelinger. På Sønder Boulevard har vi ca. 40 børnehavebørn, og på Lyrskovgade har vi 24 vuggestuebørn.
Vi har køkkenpersonale i begge huse, som hver dag laver lækker økologisk mad til børn og medarbejdere.
Vi prioriterer omsorg og nærvær, arbejder målrettet med pædagogik og lægger vægt på gode relationer mellem børn, forældre og medarbejdere.
Et stærkt fagligt fællesskab
Du bliver en del af en medarbejdergruppe med forskellige aldre, erfaringer og perspektiver. Vi har erfarne pædagoger i huset, som gerne deler deres viden og erfaring, og vi lægger vægt på at hjælpe og sparre med hinanden i hverdagen.
Når du starter hos os, får du:
Gode kolleger, som hygger sig sammen og hepper på hinanden
En struktureret hverdag med forberedelsestid, ugeplaner og ugebrev
Plads til spontanitet og til at følge børnenes spor
Mulighed for at sætte dit eget præg på hverdagen
Et tæt arbejdsfællesskab, hvor vi løfter i flok
Vi søger dig, som:
Har lyst til at bruge din faglighed og nysgerrighed i hverdagen
Er optaget af børns leg, udvikling og fællesskaber
Har lyst til at lære og udvikle dig som pædagog
Tager ansvar og tør prøve idéer af
Har lyst til at være en del af et tæt arbejdsfællesskab
Du behøver ikke have mange års erfaring. Det vigtigste for os er at du er nysgerrig, har lyst til at udvikle dig fagligt og har mod på at tage ansvar og sætte dit præg på hverdagen.
Din hverdag i børnehaven
Vi har to stuer i børnehaven, Fiduserne og Spilopperne, med to pædagoger og en pædagogmedhjælper på hver. Derudover har souschef Peter faste timer i børnehaven, og vi har en flyver der arbejder på tværs af stuerne.
Den pædagog vi søger vil være tilknyttet Fiduserne, hvor du primært kommer til at arbejde med de yngste og mellemste børn. Hver formiddag arbejder vi i tre mindre grupper, hvor de ældste børn er samlet i vores storegruppe på 1. sal.
Vi vil gerne lære dig lidt at kende
Vi er nysgerrige på, hvad der er vigtigt for dig som pædagog, hvad du bliver optaget af, og hvad du har lyst til at bidrage med hos os.
Fortæl os derfor gerne om dig selv i din ansøgning, og hvad du synes er vigtigt i arbejdet med børn.
Hvis du har lyst, må du også gerne tænke lidt kreativt. Send os fx en video eller et billede af en leg eller aktivitet, du elsker at lave med børn, en sang, en tegning eller noget helt andet.
Det behøver ikke være stort, flot eller perfekt. Vi vil bare gerne lære dig lidt bedre at kende og få et indblik i, hvad du synes er sjovt, spændende og vigtigt i arbejdet med børn.
Praktisk
Stillingen er en fastansættelse på 35 timer om ugen med tiltrædelse 1. december 2026 eller derefter.
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning allerede nu til [email protected].
Du finder os på Sønder Boulevard 60, st., 1720 København V.
Har du lyst til at se huset eller få en rundvisning inden du søger, er du meget velkommen til at ringe til leder Regitze på 25 94 46 60. Vi viser gerne vores skønne børnehave frem.
Bedste hilsener fra
Alle os i Tante Olgas Børnehus
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: e13ec719-a1d6-43f2-bc18-c4555c4496f6