Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Albertslund Kommune
Vil du være med til at styrke kontraktstyring, skabe værdi gennem data og sætte indkøb på dagsordenen bredt i organisationen?
Vi søger dig, der trives med at skabe struktur, analysere komplekse sammenhænge og omsætte viden til handling. Du formår at kombinere blik for detaljen med forståelse for den strategiske retning og motiveres af at arbejde i krydsfeltet mellem kontraktstyring, indkøb, compliance og forretningsudvikling.
Som contract manager i Albertslund Kommune bliver du en del af et stærkt team med unik mulighed for at præge rollen og den måde, vi arbejder med området på i hele kommunen.
Albertslund Kommune
Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde.
Om jobbet
Stillingen er placeret i Økonomi & Stab, der varetager kommunens centrale og tværgående funktioner inden for Økonomi & Indkøb, IT & Digitalisering, HR & Jura samt Politik & Ledelse. Vi er en afdeling med høj faglighed, gode udviklingsmuligheder og en stærk samarbejdskultur på tværs af organisationen.
Som Contract Manager får du en central rolle i arbejdet med at udvikle og professionalisere kommunens kontraktstyring. Stillingen er nyoprettet, hvilket giver dig mulighed for at sætte dit præg på både opgaverne og den fremtidige udvikling af området.
Du bliver en del af et lille, fagligt stærkt team bestående af en jurist, en udbuds- og indkøbskonsulent og dig. Sammen varetager vi kommunens udbud, indkøb og kontraktstyring og arbejder løbende med at udvikle området, så kommunen får størst mulig værdi af sine aftaler. Vi hjælper hinanden i hverdagen, deler viden og lægger vægt på et tæt samarbejde, hvor faglig sparring er en naturlig del af opgaveløsningen.
Med et stigende fokus på offentligt indkøb og kontraktstyring, bliver du også en vigtig samarbejdspartner bredt i organisationen. Du skal derfor have mod på at indgå i mange relationer og bidrage til at sætte dagsordenen på tværs.
Dine opgaver
Der vil være mulighed for at tilpasse opgaver og ansvar efter den enkelte kandidat. Du kan ikke nødvendigvis sætte kryds ved alle punkter, men arbejdsopgaver vil i høj grad sammensættes blandt nedenstående:
- Udarbejde ledelsesinformation og forbrugsanalyser, der skaber indsigt i organisationens anvendelse af aftaler, leverandører og indkøbsmønstre
- Understøtte kommunens samlede kontraktstyring herunder af IT-kontrakter med fokus på overholdelse af aftalevilkår og løbende opfølgning
- Analysere indkøbs- og forbrugsdata med henblik på at identificere besparelses- og optimeringsmuligheder
- Gennemføre tværgående risiko- og complianceanalyser af kontraktporteføljen
- Segmentere kontrakter ud fra værdi, kompleksitet og risikoniveau for at understøtte prioritering og styring
- Gennemføre fakturakontrol og sikre, at fakturering sker i overensstemmelse med indgåede aftaler
Det forventer vi af dig
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har lyst og evne til at arbejde med kontraktstyring i en kompleks organisation og omsætte data og analyser til konkrete forbedringer.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med kontraktstyring, indkøb eller udbud – gerne fra en offentlig myndighed
- Har kendskab til offentlige indkøb og udbudsregler eller lyst til at opbygge denne viden.
- Er nysgerrig, vedholdende og løsningsorienteret.
- Trives med både selvstændige opgaver og tæt samarbejde med kollegaer og interessenter
Det kan du forvente af os
Vi tilbyder:
- Et spændende og alsidigt job med stor mulighed for at præge udviklingen af kontraktstyringsområdet
- En bred berøringsflade på tværs af organisationen
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling samt udvikling af eget ansvarsområde
- Dygtige og engagerede kollegaer, der prioriterer sparring og videndeling
- En uformel arbejdsplads med højt til loftet, stærkt fællesskab og plads til et godt grin.
Løn og ansættelsesforhold
Du bliver lønnet efter gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Vi er en familievenlig arbejdsplads med fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere kan du læse om Albertslund Kommune som arbejdsplads og om vores administrative organisation på www.albertslund.dk Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte leder af Økonomi og Indkøb - Thomas Aarslev Fich på telefon 43686455 eller mail [email protected]. Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2026.
Arbejdsstedet Nordmarks Allé 1, 2620 Albertslund
Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.
Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.
Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Send din ansøgning og dit CV ved at klikke på: "Send ansøgning", så vi har den senest 18. oktober 2026. Vi afholder første runde ansættelsessamtaler den 22. oktober og anden samtale den 26. oktober.
"Om Albertslund Kommune"
Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Desuden skaber letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.
I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.
I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 2afdc0bd-75be-4b22-841c-f4642790eab3