Gå til indhold
UF

Ergoterapeut eller miljøterapeut søges til Fårupgård Ungecenter, afdeling Pigernes Hus i Brejning

7300, Jelling

Løn
Løn ikke oplyst
Ansættelse
Fuldtid
Opslået
25. august 2026
Ansøgningsfrist
21. september 2026

Jobbeskrivelse

Om jobbet

Stillingsbeskrivelsen fra Ungecenter Fårupgaard

Vi søger en udviklingsorienteret ergoterapeut eller miljøterapeut, der brænder for arbejdet med unge i socialpsykiatrien og har lyst til at udvikle vores tværfaglige behandlingsarbejde med fokus på sensorisk profil og sanseintegration.
Du får stor mulighed for at præge og udvikle din faglighed og være med til at forme de ergoterapeutiske og miljøterapeutiske indsatser på afdelingen – i tæt samarbejde med dygtige kollegaer.

Om os
Pigernes Hus er en del af Fårupgård Ungecenter, en specialiseret døgninstitution for børn og unge i alderen 12-23 år med sociale og psykiatriske vanskeligheder. Fårupgård består af seks døgnafdelinger og en intern skole som ligger i hhv. Vejle, Brejning og Jelling.
Pigernes Hus ligger i Brejning og er normeret til fem piger i alderen 12-18 (23) år. Vi arbejder med piger med primært psykiatriske vanskeligheder og komplekse sociale og udviklingsmæssige udfordringer, eksempelvis angst, skizofreni, autisme, personlighedsforstyrrelser og socio-emotionelle vanskeligheder.
Målgruppen er blandt andet kendetegnet ved selvskadende og suicidal adfærd, enkeltstående traumer, udviklingstraumer og omsorgssvigt. Vi har et tæt tværfagligt samarbejde med psykiatrien i Region Syddanmark.

Om jobbet
Pædagogisk arbejdes der med udgangspunkt i miljøterapi, neuroaffektiv analyse og mentaliseringsbaseret pædagogik og low arousal, med fokus på individuel tilrettelagt behandling i forhold til den unges symptom- og funktionsniveau. Vi arbejder struktureret, er tydelige og forudsigelige voksne som sikrer en tryg hverdag, og gennem kulturen på afdelingen skaber den bedste grobund for personlig udvikling. Vi arbejder med høj grad af inddragelse i eget liv, i det omfang den unge kan og ønsker det.

Vi ønsker fortsat at udvikle vores behandlingstilbud til de unge og styrke den tværfaglige faglighed på afdelingen. Derfor søger vi en engageret miljøterapeut eller ergoterapeut, som har lyst til at bringe sin faglighed i spil og være med til at videreudvikle vores fælles behandlingspraksis.
For os er relationsarbejdet fundamentet for behandlingen. Uanset faglig baggrund skal du have lyst og evne til at skabe trygge og tillidsfulde relationer til de unge og være en aktiv del af deres hverdag. Det er gennem relationen, vi får mulighed for at forstå den enkelte unge, støtte den unges udvikling og gøre de øvrige behandlingsmæssige tiltag meningsfulde.

Hvis du er ergoterapeut
Som ergoterapeut får du en særlig rolle i forhold til at udvikle og etablere ergoterapeutiske arbejdsgange på afdelingen sammen med din ergoterapeutiske kollega. Du vil have det ergoterapeutiske overblik over afdelingens fem unge og være med til at sikre, at det ergoterapeutiske perspektiv indgår naturligt i behandlingsarbejdet. Konkret ønsker vi blandt andet at udvikle arbejdet med sanserum, sansegruppe og sensoriske profiler samt integrere den sensoriske forståelse i det daglige miljøterapeutiske arbejde. Du vil også bidrage med et ergoterapeutisk perspektiv på blandt andet ADL, aktivitetsbalance, deltagelse og udvikling af den unges selvstændighed.

Hvis du er miljøterapeut
Som miljøterapeut bliver du en central del af det daglige behandlingsmiljø og skal være med til at omsætte afdelingens behandlingsmæssige mål til konkret praksis i hverdagen. Du skal kunne arbejde struktureret og relationelt og have blik for, hvordan miljøet, relationerne og den enkelte unges behov spiller sammen.
Du vil samtidig indgå i det tværfaglige samarbejde omkring de unge og være med til at integrere de øvrige fagligheders perspektiver i den miljøterapeutiske praksis.

Fælles for begge fagligheder
Uanset om du er miljøterapeut eller ergoterapeut, søger vi dig, der:
  • Har stærke relationskompetencer og kan skabe tillid og kontakt til unge med komplekse behov, samtidig med at du ser relationen som en forudsætning for det behandlingsmæssige arbejde
  • Kan bevare overblikket i uforudsigelige situationer og konflikter og er afklaret med at kunne stå i situationer med omfattende selvskade og mulige selvmordsforsøg
  • Arbejder selvstændigt og initiativrigt, men samtidig indgår aktivt i et tværfagligt team og er nysgerrig på andre fagligheders perspektiver
  • Kan omsætte din faglige viden til konkret praksis, skabe overblik, igangsætte, følge op på og justere indsatser ud fra den enkelte unges behov
  • Kan observere, reflektere og formidle dine faglige vurderinger både mundtligt og skriftligt og ser dokumentation og vidensdeling som en vigtig del af det samlede behandlingsarbejde
  • Er motiveret for at modtage og indgå aktivt i intern og ekstern supervision samt undervisning
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider, herunder dag- og aftenvagter, 24-timers døgnvagter samt arbejde hver anden weekend
  • Har kørekort til personbil.

Vi leder altså ikke nødvendigvis efter én bestemt faglighed, men efter den rigtige fagperson. Det vigtigste er, at du har stærke relationskompetencer, kan se dig selv som en del af et miljøterapeutisk behandlingsmiljø og samtidig har lyst til at bringe din egen faglighed aktivt i spil.

Vi tilbyder dig
  • Mulighed for at udvikle og kvalificere dine arbejdsopgaver inden for afdelingens eksisterende faglige rammer
  • En tværfaglig arbejdsplads, hvor forskellige fagligheder bringes aktivt i spil i det samlede behandlingsarbejde
  • Kontinuerlig supervision, faglig sparring og undervisning, tilrettelagt med afsæt i de unges behov og personalets faglige udvikling
  • Mulighed for at arbejde med og udvikle din faglighed i en praksis, der bygger på vores eksisterende miljøterapeutiske, mentaliserende, neuroaffektive og low arousal-baserede tilgang
  • En arbejdsplads med fokus på personlig og faglig udvikling, hvor vi blandt andet arbejder aktivt med Enneagrammet som redskab til selvindsigt, relationsarbejde og teamudvikling
  • En spændende arbejdsplads i konstant udvikling, hvor du bliver en del af et tæt team omkring fem unge.
  • Deltagelse i sagssupervision med en ekstern psykolog hver 14. dag samt ekstern supervision i personalegruppen fire gange i året.

Ansættelsesvilkår
Arbejdstid: 37 timer
Ansættelsesdato: 1. november 2026 eller gerne før.
Samtaler forventes afholdt: 24. september 2026.
Løn: efter gældende overenskomst og principperne fra NY LØN.
Vejle Kommune er en ikke-ryger arbejdsplads.

Oplysning om startløn
Ansættelse sker efter overenskomst for ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre, § 3-5 om lønfastsættelse. Den forventede startløn på fuldtid og ekskl. pension er 29.825 kr. / ligger i intervallet 29.825 - 35.746 kr. afhængig af anciennitet. Det bemærkes, at endelig indplacering, herunder overenskomstgrundlag og lønniveau, fastsættes på baggrund af din uddannelse og kvalifikationer og den konkrete tilbudte stilling.

Flere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fået ved at kontakte konstitueret afdelingsleder på Pigernes Hus
Maria Glindtvad på mail martk@vejle.dk eller telefon 21 51 88 83.

Du kan læse mere om os på www.faarupgaard.vejle.dk

Ansøgningsfrist
Den 21. september 2026.

Attester
Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest.

Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.

 

Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 1051d96b-2ae0-4a02-8700-c834cb1f0291

Praktisk info

Arbejdssted
7300, Jelling
Region
Region Syddanmark
Ansættelsestype
Fuldtid
Tilbage til alle job