Gå til indhold
S
SundhedsdatastyrelsenNyt på Jobnet

Økonomikonsulent til Digital Sundhed Danmark

2300, København S

Løn
Løn ikke oplyst
Ansættelse
Fuldtid
Opslået
25. august 2026
Ansøgningsfrist
6. september 2026

Jobbeskrivelse

Om jobbet

Stillingsbeskrivelsen fra Sundhedsdatastyrelsen

Økonomikonsulent til Digital Sundhed Danmark Bliv en af vores to nye økonomer med ansvar, udviklingsmuligheder og gode kolleger – og vær med til at opbygge Digital Sundhed Danmark, som får en nøglerolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.

En organisation på vej mod noget nyt

Sundhedsdatastyrelsen bliver fra 2027 en del af Digital Sundhed Danmark sammen med sundhed.dk, MedCom og en række fælles nationale it-opgaver fra regionerne. Digital Sundhed Danmark bliver en landsdækkende organisation, der skal styrke den digitale udvikling og sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Organisationen skal sikre fælles retning, bedre brug af sundhedsdata og udvikling af digitale løsninger, der understøtter borgere og sundhedsprofessionelle i hele landet. Etableringen betyder nye kollegaer, samarbejder og muligheder i et stærkt fagligt fællesskab.

Med nye økonomiske rammer og styringsbehov i Digital Sundhed Danmark får Økonomisektionen en central rolle med at udvikle en strategisk og robust økonomistyring og en holdbar flerårig økonomi i balance. Det vil du blive en vigtig del af.

Brug din faglighed – og få både udvikling, ansvar og grin med i pakken

Vi søger to nye kollegaer gerne med erfaring. Hvordan opgaverne fordeles, afhænger af dine kompetencer, erfaringer og interesser. Du kan fx få mulighed for at arbejde med:

  • økonomipartnerskab for nogle af vores faglige afdelinger, hvor du er afdelingens daglige sparringspartner og understøtter de løbende budgetopfølgninger
  • tværgående koordination for udvalgte områder, fx ansvarlig for proces og rapportering ved en udgiftsopfølgning, ekspertviden på et fagligt økonomiområde som eksempelvis løn eller anlæg
  • udvikling af øvrige styringskoncepter og arbejdsgange
  • analyse og formidling af data til brug for rapportering og estimering af opgaveporteføljen
  • undervisning i vores styringskoncepter, økonomiprocesser og systemunderstøttelse
  • økonomistyring af EU-projekter herunder budgettering, regnskabsføring og rapportering
Uanset hvilke opgaver, du får, bliver du en del af et stærkt og hjælpsomt team. Christian, der har været en del af økonomisektionen i 1,5 år, fortæller:

”Jeg kom til Sundhedsdatastyrelsen som nyuddannet statskundskaber. Allerede fra starten fik jeg ansvar og mulighed for at bruge min faglighed, men der var også tid til oplæring og støtte fra kollegerne. Det betyder meget, at man ikke står alene med tingene. Vi har et stærkt team, hvor vi hjælper hinanden og har det sjovt – også når der er travlt. Der sker hele tiden noget nyt, og jeg lærer stadig nyt hver uge. Det gør arbejdet både udfordrende og meningsfuldt.”

Det, du bringer til bordet

Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse, er talstærk og er motiveret af arbejdet med offentlige budgetter og regnskaber, gerne med interesse for sundhedsdata og digitalisering.

Uanset om du er nyuddannet og klar til dit første job, eller du har flere års erfaring og søger nye udfordringer, så vil vi meget gerne høre fra dig. Hos os er der plads til begge dele – og vi sørger for en god introduktion, uanset hvor du er i din karriere.

Du er struktureret og kan planlægge og prioritere dine opgaver selvstændigt. Du er god til at samarbejde og kan forklare komplekse tal og processer i et sprog, som andre forstår.

Du skal have mod på en arbejdsplads, der er præget af forandring og have lyst til at være med til at bygge en stærk økonomifunktion op med afsæt i bedste praksis.

Hos os får du

I Digital Sundhed Danmark bliver du en del af økonomisektionen i afdelingen Mennesker og Organisation. Økonomisektionen tæller en sektionsleder og 13 engagerede kolleger. Vi sidder tæt på direktionen og har kolleger, der arbejder med kommunikation, HR, organisationsudvikling og ledelsesbetjening.

Vi tilbyder et fleksibelt arbejdsmiljø med mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det. Hos os er der en uformel tone, højt til loftet og plads til både faglig sparring og fællesskab. Vi har fokus på din udvikling, og du får stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine opgaver.

Dit primære arbejdssted vil være på vores lokation på Islands Brygge blot 6 minutter på cykel fra Rådhuspladsen og 2 minutters gang fra metroen – og med gratis parkering, hvis du kommer i bil. Derudover har vi også lokationer i Odense og i Aalborg.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat i Sundhedsdatastyrelsen efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation. Stillingen er på 37 timer om ugen. For kandidater med den rette erfaring vil det være muligt med ansættelse som specialkonsulent.

Vil du vide mere

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte fungerende økonomichef Katrine Møller på tlf. 2045 6649 eller kaenm@sundhedsdata.dk.

Søg stillingen

Klik på "Søg stillingen", og send os din ansøgning, CV og eksamenspapirer. Ansøgningsfristen er lørdag den 5. september 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37 og 38.

Tiltrædelse 1. november 2026 eller hurtigst muligt.



Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 6bb228d5-2927-4c0a-baed-9adc3229a7c5

Praktisk info

Arbejdssted
2300, København S
Region
Region Hovedstaden
Ansættelsestype
Fuldtid
Tilbage til alle job