Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Droner har på få år ændret den militære virkelighed. Truslen udvikler sig konstant, og derfor skal Forsvaret hele tiden være i stand til at opdage, identificere, lokalisere og imødegå nye typer droner og deres kontrolsystemer.
Vi søger nu en RF-specialist, der vil være med til at udvikle, teste, anskaffe og implementere den teknologi, der skal beskytte Forsvaret mod dronetruslen.
Du får en central rolle i et område, hvor Radio Frequency (RF), Electronic Warfare (EW), sensorer, data og operative behov mødes – og hvor teknologien udvikler sig hurtigt.
Hvis du motiveres af at arbejde med ny teknologi, samarbejde med både operative brugere og industrien og få reel indflydelse på, hvilke kapaciteter Forsvaret skal have i fremtiden, er det måske dig, vi leder efter.
Om os
Kapacitetscenter Counter Uncrewed Aircraft Systems (CUAS) er en del af Forretningsområdet Luftforsvar i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Vi har ansvaret for at markedsundersøge, teste og anskaffe CUAS-kapaciteter til hele Forsvaret.
Dronetruslen er kompleks og i konstant udvikling. Derfor arbejder vi på tværs af teknologiområder med aktive og passive sensorer samt kinetiske og non-kinetiske effektorer. Integration mellem systemer, datafusion og evnen til hurtigt at omsætte ny teknologi til operative kapaciteter er afgørende.
Vi følger udviklingen tæt på UAS- og CUAS-markedet og samarbejder med både danske og internationale leverandører. Vores mål er at forstå teknologien og markedet så godt, at vi kan give de operative brugere den bedst mulige rådgivning og sikre, at Forsvaret får de rigtige kapaciteter.
Om stillingen
Din rolle - fra RF-teknologi til operativ kapacitet.
Som RF-specialist og teknisk sagsbehandler bliver du nøgleperson inden for RF-delen af vores CUAS-kapaciteter.
Mange droner er afhængige af radioforbindelser til kontrol, telemetri og videokommunikation. Disse signaler kan i forskellige sammenhænge opdages, analyseres, lokaliseres og påvirkes. Det er denne teknologi, du kommer til at arbejde med.
Sammen med din nærmeste leder identificerer du relevante leverandører og teknologier, som du får et primært ansvar for at følge. Du kommer dermed til at arbejde hele vejen fra markedsundersøgelse og teknisk afprøvning til anskaffelse, implementering og videreudvikling.
Du får en bred kontaktflade og kommer blandt andet til at samarbejde med:
- Forsvarets operative enheder
- Tekniske specialister og fagmiljøer inden for elektromagnetiske operationer
- Danske og internationale leverandører
- Kollegaer på tværs af FMI og Forsvaret
- Andre nationale og internationale samarbejdspartnere.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at arbejde med:
- Markedsundersøgelse og vurdering af ny RF- og EW-teknologi
- Planlægning og gennemførelse af tekniske tests og evalueringer
- Opsætning, drift og vedligeholdelse af relevant materiel
- Teknisk dialog med leverandører og operative brugere
- Implementering og videreudvikling af CUAS-kapaciteter
- Teknisk og faglig vurdering af leverandørernes løsninger
- Opfølgning på systemernes anvendelse og videreudvikling
- Dokumentation og sagsbehandling
- Bidrag til at fastholde og udvikle et højt fagligt niveau inden for RF/CUAS.
Et job med både ansvar og rejseaktivitet
Du får et ansvarsfuldt job med en travl og varieret hverdag, hvor du med tiden får stor frihed til selv at forme dine opgaver og din arbejdsdag.
Der vil være betydelig rejseaktivitet – både i Danmark og internationalt – forventeligt omkring 30-50 dage om året. Rejserne vil blandt andet kunne være forbundet med tekniske afprøvninger, leverandørbesøg, messer, demonstrationsaktiviteter, møder og samarbejde med internationale partnere.
Du får dermed mulighed for at følge teknologien tæt – ikke kun fra skrivebordet, men også dér hvor systemerne udvikles, testes og anvendes.
Om dig
Vi søger først og fremmest en kollega med RF-faglighed og praktisk forståelse for elektromagnetiske operationer eller Electronic Warfare.
Det kan eksempelvis være dig, der er:
- RF-ingeniør
- Har en anden relevant teknisk baggrund kombineret med erfaring inden for RF, EW, droner eller Counter-UAS.
Det vigtigste er, at du har den faglige nysgerrighed og motivation til at forstå teknologien og omsætte den til operative løsninger.
Vi forventer, at du:
- Kan arbejde selvstændigt og struktureret
- Kan planlægge og koordinere aktiviteter med mange interessenter
- Tager ansvar for egne sager og følger dem helt i mål
- Har gode kommunikationsevner på både dansk og engelsk – skriftligt og mundtligt
- Har kørekort kategori B.
- Kendskab til Forsvaret og Forsvarets materielanskaffelser
- Erfaring med implementering af ny teknologi
- Erfaring med droner, Counter-UAS eller Electronic Warfare
- Erfaring med leverandørdialog og teknisk afprøvning.
Hos os får du mulighed for at arbejde med en af de hurtigst udviklende teknologiske og militære udfordringer netop nu.
Du får:
- En central rolle i udviklingen af Forsvarets fremtidige CUAS-kapaciteter
- Stor faglig og personlig udvikling
- Tæt samarbejde med både operative brugere og den internationale forsvarsindustri
- Mulighed for at arbejde med ny teknologi, som endnu ikke er moden eller bredt implementeret
- En international kontaktflade og betydelig rejseaktivitet
- Et uformelt arbejdsmiljø med høj faglighed og stor arbejdsglæde
- Mulighed for relevant efteruddannelse, så du kan løse også de opgaver, der er nye for dig.
Hvis du har lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem RF, Electronic Warfare, Counter-UAS, teknologi, operative behov og forsvarsindustri, så glæder vi os til at høre fra dig.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Kapacitetscenter CUAS på mail: FMI-LU-CHLC@MIL.dk
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.
Ansøgningsfristen er den 16. september 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: afff3328-6208-4d38-b4f6-1e1af3acf127