Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Spillemyndigheden - Lerchesgade, Odense
Du vil få et job i en styrelse, der agerer inden for en spændende branche, hvor der er politisk bevågenhed og stor udvikling. Du vil dermed få en vigtig rolle i arbejdet med at beskytte spillere og sikre, at spiludbydere efterlever lovgivningen.
Bliv ekspert i spillelovgivningen
Spillemyndigheden søger to jurister til vores kontor Væddemål og Onlinekasino. Du vil indgå i et fagligt og socialt stærkt kontor, hvor fællesskab og samarbejde vægter lige så højt som stort engagement og faglig stolthed.
Kontoret arbejder blandt andet med at vejlede spiludbydere, udstede tilladelser, føre tilsyn, have kontakt med branchen, lovfortolke og træffe afgørelser.
I stillingen vil du desuden blive en del af Spillemyndighedens tværfaglige grupper, hvor du enten skal indgå i vores tilsyn med spiludbydernes ansvarligt spil-forpligtigelser eller til bekæmpelse af ulovligt spil.
Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af:
- juridiske opgaver forbundet med udstedelse af tilladelser til udbud af pengespil på onlinemarkedet
- juridisk vejledning af tilladelsesindehavere/spiludbydere/borgere
- at føre løbende tilsyn med tilladelsesindehaverne
- lovfortolkende arbejde
- at begrunde og udstede sanktioner.
Skarp juridisk forståelse og dygtig formidler
Du skal have en juridisk baggrund, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med juridisk sagsbehandling og/eller tilsynsopgaver, men det er ikke et krav. Vigtigst er det, at du er nysgerrig på fagområdet og har interesse for tilsyn. Området er præget af, at der ikke er meget retspraksis, og der er derfor sjældent praksis at støtte sig op ad. Det er derfor en forudsætning, at du tør ”tænke ud af boksen” og har et stærkt juridisk jugement.
Vi lægger vægt på, at du er en dygtig og velformuleret formidler, som kan kommunikere klart både i skrift og tale. Flere af Spillemyndighedens opgaver involverer dialog med udenlandske spiludbydere og samarbejde med andre internationale myndigheder på spilområdet; derfor er gode engelskkundskaber en forudsætning.
Vi bygger vores arbejde på høj faglighed og stort engagement. Vi forventer, at du har et godt overblik, er struktureret og leverer arbejde af høj kvalitet i en til tider travl hverdag.
Du er imødekommende, positiv og bidrager gerne til teamets fælles opgaveløsning. Samtidig evner du at arbejde selvstændigt og nå i mål med dine opgaver.
Ansøgning og ansættelse
Du skal indsende CV og eksamenspapirer via nedenstående link. Du skal ikke indsende en ansøgning, men i stedet svare på fem spørgsmål, som fremgår af samme link. Fristen for ansøgning er den 13. september 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef for Væddemål og Onlinekasino Jeanette Harder von Eyben på tlf. 7238 9173 eller på mail jhve@spillemyndigheden.dk.
Vi forventer at afholde samtaler den 17. og 18. september 2026. Ved eventuel indkaldelse til 2. samtale, bliver der gennemført en test som led i ansættelsesproceduren. Forud for ansættelse kan der blive indhentet straffeattest og referencer.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingerne er med tiltrædelse 1. november 2026 eller snarest muligt. Tjenestestedet vil være WoodHub, Lerchesgade 35, 6, 5000 Odense C.
Du ansættes efter gældende overenskomst.
Ansættelsesområde
Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner.
Læs mere om os på Spillemyndigheden.dk og på LinkedIn.com.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: e836ca4c-e526-4a98-b140-4a386c3ce7f7