Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Høje-Taastrup Kommune
Vi har netop startet et nyt dagtilbud op i Hedehusene og i takt med, at vi får flere og flere børn indskrevet i dagtilbuddet, Havtornen, søger vi nu en kostfaglig eneansvarlig som skal indgå i et samarbejde med vores køkkenassistent.
Vi søger dig, som elsker at arbejde i køkkenet og føler det naturligt at afprøve nye retter med nye smage og teksturer. Du er nysgerrig, udadvendt og opsøgende, når du finder inspiration til din mad, hvilket betyder, at din mad altid er velduftende og anrettet, så den er indbydende og inspirerende.
Med din madglæde smitter du institutionens børn med mad-mod, der giver børnene mulighed for at få mange sanse-oplevelser ved måltiderne.
Som kostfaglig eneansvarlig har du ansvaret for at lave mad til hele huset og har det overordnede ansvar for køkkenets drift og udvikling. Du vil få masser af pædagogiske kolleger i børnehuset, som glæder sig til at samarbejde med dig om børnenes madglæde og mod til at smage på nye madvarer.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Planlægning og tilberedning af sund, varieret og ernæringsrigtig mad til hele dagen
- Udarbejdelse af madplaner
- Indkøb og varebestilling
- Ansvar for køkkenets økonomi og budget samt økologiregnskab
- Ansvar for egenkontrol – vi bruger E-Smiley
- Opvask, oprydning og rengøring i samarbejde med køkkenassistenten
Dine daglige opgaver i køkkenet består i at tilberede formiddagsmåltid, frokost og eftermiddagsmåltid til de 146 børn der er i huset. Derudover forventes det, at du opretholder den gode rengøring, hygiejne og oprydning i vores velindrettede og hyggelige køkken, hvor der altid er mulighed for at synge med på en god sang i radioen.
Vi søger dig, der:
- Har interesse for børns mad, måltidskultur og sundhed
- Er struktureret og kan tage ansvar for planlægning og økonomi
- Kan samarbejde med en køkkenassistent
- Har lyst til at bidrage til et godt arbejdsmiljø og en positiv hverdag for børnene
- Er positiv og konstruktiv i dit samarbejde med kollegaer
- Er fleksibel og kreativ
- Kan kommunikere klart og tydelig i skrift og tale – du er let at forstå
Hvad får du hos os?
- En arbejdsplads med et stærkt fællesskab, hvor vi alle løser opgaverne til fordel for barnets bedste
- Mangfoldighed som styrke – Et hus med mange kulturer og perspektiver
- Kolleger, som gerne vil sparre med køkkenet om mad og måltider
I vores børnehus har vi et godt kollegialt sammenhold, hvor vi værdsætter den gode stemning og tone imellem hinanden, og det forventes derfor, at du medvirker til at opretholde det gode arbejdsmiljø. Det betyder f.eks. at du kan skabe overblik, bevare roen i pressede situationer samt prioritere og justere i opgaver. Derudover er du konstruktiv og respektfuld i samarbejdet med både det pædagogiske personale, institutionens køkkenassistent og i klyngens køkkennetværk.
Om os
Alle sætter vi en ære i at yde høj pædagogisk kvalitet. Vi lykkes, når børn, forældre og kollegaer oplever, at vi sammen skaber trygge rammer for trivsel, udvikling og læring med udgangspunkt i den gensidige ligeværdige relation. Det betyder, at vi har en positiv omgangstone, at vi samarbejder, byder ind og finder løsninger sammen.
Vi glæder os til at tage imod dig og få dig godt ombord.
Praktisk information
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Ansættelse pr. 1. november 2026, men gerne før, hvis muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. Vi indhenter børne- og straffeattester samt referencer fra tidligere ansættelser i forbindelse med ansættelsen.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 8. september 2026
Vi holder samtaler fredag den 11. september.
Ansøgning, CV og evt. relevante uddannelsesbeviser skal fremsendes elektronisk via kommunens rekrutteringssystem.
Hvis du vil høre mere, er du meget velkommen til at kontakte pædagogisk leder Maria Fynsk på 23811757.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: dbf444d7-4a1b-4924-8e09-de98d612185c