Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra DreistStorgaard Advokater A/S
Vil du være med til at finde ud af, hvordan AI konkret kan gøre en forskel – og selv være med til at bygge løsningerne?
Hos DreistStorgaard Advokater arbejder vi målrettet med at udvikle den måde, vi bruger teknologi, data og AI på. Vi har allerede taget de første skridt og arbejder med konkrete AI-projekter, men ambitionerne rækker længere.
Derfor søger vi en AI & Data Specialist, som får en central rolle i at undersøge mulighederne, udvikle løsningerne og omsætte ny teknologi til noget, der skaber reel værdi for vores medarbejdere, klienter og forretning.
Det er en ny rolle hos os. Du bliver vores interne specialist på området og får derfor både et stort selvstændigt ansvar og mulighed for at præge, hvordan vi fremover arbejder med AI.
Fra idé til løsning
Du kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem AI, data, teknologi og forretning.
Nogle gange begynder opgaven med en arbejdsgang, der kan gøres smartere. Andre gange med en ny teknologisk mulighed, vi gerne vil undersøge. Din opgave bliver at forstå behovet, undersøge mulighederne og drive arbejdet fra idé og prototype til en løsning, der er testet, implementeret og fungerer i praksis.
Rollen er i høj grad hands-on. Du skal ikke alene undersøge mulighederne eller designe løsningerne – du skal selv være med til at bygge, konfigurere, integrere, teste og implementere dem.
Du kommer blandt andet til at arbejde med generativ AI, LLM'er, AI-agenter og automatiserede workflows og med at få nye løsninger til at fungere sammen med vores eksisterende systemer og data.
Vores teknologiske miljø er baseret på Microsoft og Azure, og du kommer til at arbejde med data, integrationer, API'er og cloudbaserede løsninger. En vigtig del af rollen bliver samtidig at forstå vores samlede IT-landskab og være med til at udvikle og forme den tekniske struktur, så systemer, data og integrationer understøtter den måde, vi ønsker at anvende AI og automatisering på – både nu og fremover.
For os er implementeringen mindst lige så vigtig som idéen. En god teknisk løsning skaber først værdi, når den fungerer sammen med vores øvrige systemer og bliver en naturlig del af medarbejdernes arbejdsgange.
Test og kvalitet bliver derfor også en vigtig del af jobbet. Når vi anvender AI i en juridisk virksomhed, skal løsningerne være stabile, anvendelige og levere den nødvendige kvalitet. Du vil arbejde med evaluering af AI-løsningernes præcision og begrænsninger og være med til at sikre, at de anvendes sikkert og ansvarligt med respekt for de særlige krav, der følger med vores forretning og de data, vi arbejder med.
Du skal kunne noget – men ikke det hele
Vi leder ikke efter en kandidat, der allerede kan sætte flueben ved alle teknologier og værktøjer. AI udvikler sig for hurtigt til, at vi tror på den profil.
Du har formentlig en relevant videregående uddannelse inden for fx datalogi, softwareudvikling, data science, AI, machine learning eller IT og har opbygget et teknisk fundament, der gør dig i stand til selvstændigt at arbejde med udvikling og implementering af løsninger.
Du kan have nogle års erfaring fra en tilsvarende eller beslægtet rolle. Har du kortere erfaring, er det afgørende, at du gennem studie, projekter eller egne løsninger kan vise, at du allerede kan arbejde selvstændigt med teknologien.
Vi forestiller os, at du har erfaring med programmering – gerne Python – og databaser/SQL. Du har arbejdet med eller har et godt kendskab til generativ AI, LLM'er, AI-agenter og automatisering, og du forstår principperne bag API'er, integrationer og arbejdet med forskellige systemer og datakilder.
Erfaring med Microsoft Azure og Microsofts data- og AI-platforme er en klar fordel. Det samme gælder erfaring med eksempelvis RAG, vector databases, AI-frameworks, data pipelines eller udvikling af AI-baserede applikationer.
Vi forventer ikke, at du kan det hele. Til gengæld forventer vi, at du kan finde ud af det, du ikke allerede ved.
Teknologi skal fungere i virkeligheden
For os er det mindst lige så vigtigt, at du er nysgerrig på forretningen som på teknologien.
Du skal have lyst til at sætte dig sammen med advokater, jurister og administrative medarbejdere, forstå deres arbejde og finde ud af, hvor teknologien reelt kan gøre en forskel.
Det betyder også, at du skal kunne udfordre en idé, hvis teknologien ikke er den rigtige løsning – og kunne forklare en teknisk problemstilling, så den giver mening for en kollega, der ikke selv arbejder med IT.
Du arbejder struktureret og analytisk, men har samtidig lyst til at eksperimentere. Du kan lide at undersøge nye muligheder, bygge en prototype, teste om den virker og justere, når virkeligheden viser sig at være anderledes end forventet.
Og så trives du med ansvar. Du får ikke et stort internt AI-team omkring dig, og derfor skal du kunne drive dine egne opgaver og projekter fremad. Til gengæld får du mulighed for at sætte et tydeligt fagligt aftryk på et område, der kommer til at få stor betydning for DreistStorgaard.
Selvstændigt ansvar – med adgang til sparring
Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores IT-chef, Kevin Larsen, som bliver din interne tekniske sparringspartner, og med HR og forretningen omkring udvikling og implementering af nye løsninger.
Vi samarbejder samtidig med eksterne IT- og teknologipartnere, som du vil kunne inddrage og sparre med i relevante projekter.
Du skal derfor kunne arbejde selvstændigt, men du skal ikke kunne eller løse alting alene.
I takt med at du lærer vores forretning, systemer og data at kende, forventer vi, at du tager et stadig større ansvar for vores AI-løsninger, datagrundlag og den tekniske udvikling på området.
Velkommen til DreistStorgaard
DreistStorgaard er et advokatfirma i udvikling. Vi kombinerer høj juridisk faglighed med en ambition om hele tiden at gøre tingene bedre – også når det handler om teknologi og måden, vi arbejder på.
Hos os er der korte beslutningsveje og ikke langt fra en god idé til muligheden for at afprøve den. Du får derfor mulighed for at arbejde med konkrete problemstillinger og løsninger, som bliver brugt i den virkelige verden.
Vi tilbyder en arbejdsplads med høj faglighed, dygtige kolleger og plads til både ansvar og udvikling. Og ikke mindst en stilling, hvor du får mulighed for at være med til at præge et område, som kommer til at få stor betydning for vores virksomhed i de kommende år.
Dit primære arbejdssted kan være på et af vores kontorer i Køge eller København. Rollen indebærer samarbejde på tværs af organisationen, og du skal derfor have lyst til at være til stede dér, hvor opgaven og kollegerne er.
Har du lyst til at være med?
Så vil vi meget gerne høre fra dig.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte IT-chef Kevin Larsen eller HR-chef Susanne Rørbeck Mathiassen.
Send dit CV og en kort ansøgning via vores rekrutteringssystem. Vi holder samtaler løbende og glæder os til at høre mere om dig – og meget gerne om noget, du allerede har bygget, udviklet eller eksperimenteret med.
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 78db2701-1b7b-4401-b9b8-c87b23681ed1