Gå til indhold
BS

Administrativ medarbejder til Nukleart Beredskab i Birkerød

3460, Birkerød

Løn
Løn ikke oplyst
Ansættelse
Fuldtid
Opslået
1. september 2026
Ansøgningsfrist
23. september 2026

Jobbeskrivelse

Om jobbet

Stillingsbeskrivelsen fra Beredskabsstyrelsen Sjælland

Vil du være med til at passe på Danmark og understøtte, at Nukleart Beredskab altid er klar til indsats?

Trives du med at skabe struktur, koordinere logistik og holde styr på administrative opgaver? Er du både en selvstændig sagsbehandler og god til at samarbejde i en enhed, hvor mange fagligheder er samlet? Så læs videre.

Om os

Nukleart Beredskab er et af Beredskabsstyrelsens operative ekspertberedskaber. Vi overvåger løbende strålingsniveauerne i Danmark og Grønland og har ansvaret for den nationale nukleare beredskabsplan. I tilfælde af en nuklear hændelse skal Nukleart Beredskab reagere hurtigt, lave prognoser, kortlægge en eventuel radioaktiv forurening og samarbejde tæt med andre myndigheder.

Vi betjener os af avancerede måle- og it-systemer, og vi gennemfører løbende øvelser og uddannelse for at sikre robustheden i beredskabet. Derudover varetager vi myndighedsopgaver inden for nuklear sikkerhed, blandt andet i forhold til fysisk beskyttelse af nukleare materialer.

Vi er 16 medarbejdere med akademisk og/eller beredskabsfaglig uddannelse, og vi samarbejder tæt med de øvrige dele af Beredskabsstyrelsen og med danske og udenlandske myndigheder.

Om stillingen

Du kommer til at arbejde tæt sammen med kontorets øvrige medarbejdere om løbende at sikre, at der er styr på stumper og processer i det nukleare beredskab.

Du får en central rolle i, at der er styr på Beredskabsstyrelsens nukleare materiel, så det er klar til at blive indsat operativt. I øjeblikket er vi i gang med både at udskifte og øge vores udstyr til Danmark og Grønland, så der følger masser af spændende opgaver med stillingen. Konkret vil du i samarbejde med kontorets logistikkonstabel varetage opgaver i relation til indkøb, vedligeholdelsesplaner og registrering for kontorets måleudstyr og materiel.

Du vil desuden være kontaktperson og være ansvarlig for administration og indkommanderinger af Nukleart Beredskabs pulje af reservister. Desuden vil du hjælpe med en række varierende administrative opgaver, herunder i forhold til gennemførelse af Nukleart Beredskabs øvelser og indsættelser.

Derudover vil du få ansvaret for at behandle sager om transport af nukleart materiale, hvor den primære korrespondance foregår på engelsk.

Dine præcise arbejdsopgaver vil blive fastlagt under hensyntagen til dine erfaringer og kvalifikationer, og du kan selv være med til at forme indholdet af stillingen.

Om dig


Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse eller tilsvarende administrativ baggrund. Og vi forventer, at du

  • arbejder selvstændigt og tager ansvar for opgaveløsningen,
  • arbejder struktureret og systematisk og er opmærksom på detaljerne,
  • kan bevare overblikket og prioritere, når der er mange opgaver samtidig,
  • tager initiativ og følger dine opgaver helt til dørs
  • har lyst til at samarbejde tværfagligt.
Det vil blive tillagt stor vægt, hvis du har erfaring fra Beredskabsstyrelsen eller Forsvarsministeriets område og herunder har kendskab til de administrative processer og arbejdsgange, som stillingen indgår i. Det er i den forbindelse en fordel, hvis du har erfaring med logistik, og meget gerne med DeMars vedligehold og myndighedsbeholdning i Beredskabsstyrelsen eller Forsvaret. Det er et ønske men ikke et krav, at du har følgende:

  • SAP myndighedsbeholdning
  • SAP personaleadministration
  • kørekort kat. B. og evt. ADR-bevis
  • Du har lyst til at arbejde med kolleger med mange forskellige fagligheder.
  • Kendskab til nukleare forhold er ikke et krav, men du skal have lyst og evner til at tilegne dig ny viden.
Ansættelsesvilkår

Stillingen er slået op både civilt og militært.

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Birkerød.

Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning


Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mogens Christoffersen på telefon 2427 1539.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Rasmus Kunzendorf på telefon 2926 3785 eller på mail pkom-rku@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 22. september 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Beredskabsstyrelsen


Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte.

Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber.

Styrelsen varetager en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele land.

Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 38fadcd8-7db0-42f7-8cf5-87bd3ebab5a6

Praktisk info

Arbejdssted
3460, Birkerød
Region
Region Hovedstaden
Ansættelsestype
Fuldtid
Tilbage til alle job