Jobbeskrivelse
Om jobbet
Stillingsbeskrivelsen fra Odsherred Kommune
Har du et varmt smil og en positiv attitude og er du god til at kommunikere med borgere og erhvervskunder? Vil du være med til at skabe meningsfulde forandringer og er du nysgerrig på at gå på opdagelse i en verden af genbrug, genanvendelse og kundeservice kombineret med maskinkørsel? Så har du her muligheden for at gøre en aktiv og positiv forskel på vores genbrugsstationer, da en af vores nuværende kollegaer har fundet andet arbejde.
Vi er i Odsherred Kommune i fuld gang med at forandre vores tilgang til affald og genbrug, og vi tilbyder at inkludere dig i denne udvikling. Vi implementerer løbende nye tiltag til håndtering og behandling af de modtagne ressourcer og materialer, og tester og udvikler løbende nye måder at sortere flere materialer på.
Vores mål er at bidrage til mere genanvendelse og genbrug samt endnu bedre sorteringer gennem formidling og vidensdeling på genbrugsstationerne, der spiller en vigtig og aktiv rolle i lokalsamfundet. Vores mål er at gøre vores genbrugsstationer til inspirerende lokaliteter, hvor både borgere og virksomheder føler sig velkomne og guidet til at give ressourcer nyt liv. Kan du se dig selv i ovenstående, så læs videre:
Jobbet: Som genbrugsvejleder er din fornemmeste opgave at sikre, at vores borgere og erhvervskunder oplever sig guidet og hjulpet. Vi forventer derfor, at du er imødekommende og hjælpsom og indgår aktivt i samarbejdet på genbrugspladsen. Har du dertil hænderne skruet rigtigt på, og har mod på at tage fat, er du den vi søger. Du vil naturligvis blive støttet og uddannet, så du er rustet til at håndtere dine opgaver og kan bidrage til et trygt og sikkert arbejdsmiljø.
Udvalgte arbejdsopgaver som genbrugsvejleder:
• Vejlede og assistere vores besøgende, borgere og virksomheder
• Fremme bedste praksis inden for sortering og genanvendelse
• Være synlig og tilgængelig for at tilbyde vejledning og support
• Bidrage aktivt til udviklingen af vores genbrugsstationer
• Skabe bevidsthed om vigtigheden af genanvendelse
• Håndtere farligt affald i Miljøstationen og sikre en ordentlig håndtering af miljøfarlige materialer
• Trykke indhold sammen i containere med rendegraver/gummihjulslæsser for at sikre omkostningseffektiv håndtering
• Bestille transport af fyldte containere og komprimatorer
• Bidrage til at skabe en ren og indbydende genbrugsstation
• Hjælpe vores samarbejdspartnere på genbrugsstationerne
• Smøre og vedligeholde vores maskiner; minilæsser og rendegraver/gummihjulslæsser
• Samarbejde om at skabe en attraktiv arbejdsplads
Vi tilbyder:
• En spændende udendørs arbejdsplads i rivende udvikling, hvor ikke en dag er ens
• Et støttende fællesskab med fokus på samarbejde og vidensdeling
• En plan for uddannelse som genbrugsvejleder, som skal gennemføres indenfor to år. Uddannelsen indeholder også et truckcerticikat, hvis du ikke har det
• Løbende efteruddannelse inden for genanvendelse og affaldshåndtering, herunder uddannelse i håndtering af farligt affald
• En arbejdsplads med stor frihed til at styre og tilrettelægge din arbejdsdag sammen med kollegaerne på genbrugsstationen
Nødvendige kvalifikationer:
• Serviceminded og kommunikativ med en positiv tilgang til samarbejde
• Erfaring med kundeservice
• Krav om gyldigt kørekort til bil (kategori B) pga. kørsel i maskiner
• Basale IT-færdigheder
Ønskede kvalifikationer:
• Evne til at bevare overblikket og sikre en effektiv arbejdsgang
• Erfaring fra lignende jobfunktioner
• Erfaring med vedligehold og håndtering af entreprenørmaskiner
Ansættelsen er hurtigst muligt, men ellers fra 1. november. Du ansættes på genbrugsstationerne med primært arbejds- og mødested på genbrugsstationen i Hønsinge. Du kan dog blive bedt om at møde på de øvrige genbrugstationer. Din arbejdstid vil være 37 timer om ugen i gennemsnit, fordelt over et 2-ugers vagtrul ift. genbrugsstationens åbningstider. Arbejdstiderne er grundlæggende fordelt over en kort og en lang uge: I den lange uge arbejdes 5 dage, inkl. weekend, og i den korte uge arbejdes 3 dage. En arbejdsdag er fra kl. 07.15 - 16.30. Løn- og ansættelsesforhold er indgået iht. overenskomst mellem 3F og Kommunernes Landsforening (KL).
Ansøgningsproces:
Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning online via linket i stillingsopslaget. Kun ansøgninger modtaget via linket kommer i betragtning. Ansøgningsfrist: onsdag d. 14. oktober kl. 22:00. Samtaler afholdes tirsdag 20. oktober, så reserver dagen. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af genbrugsstationerne, Brian Winther Simonsen, på mail [email protected] / mobil 20695926.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: c7ac20e7-016a-479b-9fc3-22b5ddf4fff5