Gå til indhold
BC

Junior IT-projektleder

1577, København V

Løn
Løn ikke oplyst
Ansættelse
Fuldtid
Opslået
25. august 2026
Ansøgningsfrist
16. september 2026

Jobbeskrivelse

Om jobbet

Stillingsbeskrivelsen fra Banedanmark, Carsten Niebuhrs Gade 43

Vil du være med til at sikre IT-understøttelse af fremtidens grønne og digitale jernbane?

Hos os får du en opgaveportefølje, hvor der er fokus på balancen mellem ansvar og støtte samt dine muligheder for personlig og faglig udvikling.

Som Junior IT-projektleder vil du arbejde med større opgaver og mindre projekter, samt løse nogle mere generelle administrative opgaver på tværs af teamet. Du vil få sparring fra teamet og sektionschefen, så du kan få perspektiver på de udfordringer, du kan møde undervejs. Du vil få ansvaret for dine egne opgaver, men du vil også få opgaver, hvor du skal samarbejde med en seniorkollega om løsning af en konkret opgave – eksempelvis afholdelse af en workshop. I rollen forventes det, at du er nysgerrig, fleksibel og villig til at lære af dine kollegaer. Din opgaveportefølje vil udvikle sig løbende under din ansættelse, når du bliver klar til at påtage dig mere ansvar.

En bred vifte af spændende arbejdsopgaver


Du vil arbejde med projektarbejde i en stor, kompleks og bredt sammensat organisation. Banedanmark rummer 99 forskellige fagligheder, der spænder over alt fra sporteknikere til jurister. Via dine projekter og opgaver sikrer du, at projektleverancerne gennemføres for herigennem at understøtte realiseringen af Banedanmarks strategi.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte:

  • Planlægning og styring af store opgaver og mindre projekter inden for IT
  • Samarbejde og kommunikation på tværs af Banedanmark – herunder interessenthåndtering og relationsarbejde
  • Analysearbejde og nedbrydelse af problemstillinger til håndgribelige delmål og leverancer
  • Udarbejdelse af projektdokumenter, dokumentationsopgaver og journalisering
  • Leverandørkontakt i forbindelse med egne projekter
Din erfaring og uddannelsesmæssige baggrund

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for IT og enten er nyuddannet eller har et par års erfaring med IT-projekter. Du har en solid teknisk forståelse og interesse for at udvikle og implementere IT-løsninger, der både er sikre, brugervenlige og skaber værdi for organisationen.

Du motiveres af at være med til at gøre en forskel og trives med at omsætte tekniske muligheder og behov til løsninger, der fungerer i praksis. Samtidig har du lyst til at udvikle dine kompetencer og tage ansvar i projekter med mange forskellige samarbejdspartnere.

Erfaring med IT-udvikling eller et indgående kendskab til et eller flere administrative IT-systemer er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har den tekniske nysgerrighed og motivation til at lære og udvikle dig sammen med os.

Erfaring fra tidligere ansættelse (f.eks. studiejob) ved en kompleks og politisk styret organisation er ligeledes en fordel.

Som person er du:


  • Resultatorienteret, eksekverende og beslutsom
  • God til at skabe relationer og forstår at gode resultater kræver samarbejde
  • Målrettet og trives med opgaver, hvor vejen til målet ikke nødvendigvis er kendt på forhånd
  • Nysgerrig, opsøgende og løsningsorienteret i din tilgang til dine arbejdsopgaver
Vi tilbyder

  • En spændende arbejdsplads med mulighed for faglig og personlig udvikling
  • Mulighed for at bidrage til udvikling og implementering af løsninger, der sikrer administrativ IT-understøttelse af fremtidens grønne og digitale jernbane
  • Et godt arbejdsmiljø med fokus på work-life balance
  • Muligheder for faglig udvikling og efteruddannelse
Herudover kan vi tilbyde betalt frokostpause, flextidsordning, fitness rum og god pensionsordning.

Om IT-Projektersektionen


IT spiller en stadig større rolle i Banedanmarks arbejde med at understøtte både kerne- og støtteprocesser. I IT-projektersektionen er vi med til at omsætte organisationens behov til konkrete IT-løsninger og sikre, at tværgående initiativer bliver gennemført effektivt og skaber værdi.

Du bliver en del af et team, der driver projekter fra den indledende foranalyse til implementering og efterfølgende forankring i organisationen. Vores projektportefølje spænder bredt fra forretningsnære løsninger og IT-infrastruktur til IT-sikkerhed, som udgør en væsentlig del af vores arbejde.

Vi tager i høj grad udgangspunkt i standardløsninger, som tilpasses Banedanmarks behov. Det betyder, at du får en bred kontaktflade og kommer til at samarbejde tæt med både kolleger på tværs af organisationen og eksterne leverandører. En vigtig del af opgaven er derfor at skabe god dialog, sikre fremdrift og få forskellige interesser til at mødes om den rigtige løsning.

Du kommer til at arbejde i Banedanmarks trafiktårn tæt på Dybbølsbro Station.

Løn og arbejdssted


Hvis du er akademiker, ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten.

Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som fuldmægtig på basistrin eller som specialkonsulent jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.

Ellers ansættes du efter den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Stillingen er som udgangspunkt indplaceret i løngruppe 3.2 hovedstad jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 16 %.

Ansøgning og kontakt


Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Områdechef Bo Brun Schor på 23819641. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte vores personalekonsulenter på mail banedanmarkpersonale@BANE.dk.

Send os gerne CV og ansøgning hurtigst muligt. For at søge stillingen skal du klikke på linket: ”Søg stillingen” og følge instrukserne.

Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.

Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference. 

Kilde: Originalt opslag på Jobnet ↗ · Opslags-ID: 5ee58b46-1894-40fa-99f6-8904a156867e

Praktisk info

Arbejdssted
1577, København V
Region
Region Hovedstaden
Ansættelsestype
Fuldtid
Tilbage til alle job